The audacity of Hope er titlen på én af Barack Obamas bøger. Håb blev næsten ikonisk forbundet med Obamas navn og hans kampagne. Til gengæld er det ikke så let at finde en god oversættelse af ordet audacity. Det er noget med mod, men på en udfarende måde. Noget med at håbe i trods, uden ydmyghed. Et håb, der ser ud til at mangle realitetssans. Der er noget “bare-for-meget” over det. Håbets frækhed, håbets fandenivoldskhed. Håb, der stirrer modstanden lige i øjnene og nægter at slå blikket ned.

Forleden faldt jeg over dette digt af Halfdan Rasmussen:

Men det bli’r atter stille efter stormen.
Og det bli’r godt at leve her på ny.
For her er lys og sol og glade stemmer
og mørket kommer til en fredfyldt by.

Og det bli’r godt at sidde ganske stille
og være ene med en stues ro.
Og høre regnen banke mod den rude,
som angsten før har mærket med sin kno.

Og biler standser med en sagte snurren.
Og det er mennesker som du og jeg.
Og aldrig mænd med had og karabiner
og aldrig døden bag en mund, der skreg.

Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker,
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer der.

Du hører fugle flyve gennem natten.
Du hører regnen falde og du ved,
at rundt omkring i verden spirer blomster
af våde graves mørke ensomhed.

Digtet er skrevet i 1944, på et tidspunkt hvor krigen måske nok var vendt, men nogle af de værste og mest umenneskelige krigshandlinger endnu lå forude. Men der er håb.

Det fortæller mig noget om, hvor vigtig kunsten er. At kunsten ikke er sådan lidt pynt på toppen af samfundskagen, men noget helt centralt. Kunsten kan sige det usigelige, kunsten kan være fandenivoldsk. Grimt og larmende eller stille og smukt. Men der er ting, der skal siges. Der er billeder, der skal holdes op for vores øjne.

I den underlige diskussion om hvad, der sker i disse år, er der mange, der pukker på “eliten”. Eliten har fejlet. Det bliver sjældent defineret nærmere hvem “eliten” er, sådan helt nøjagtig. Ofte er det kunsten og kulturen, som står for skud. Både kunstnerne selv og os, der gerne vil lytte til hvad kunstnerne har at sige. Det er let og kræver efterhånden ikke argumenter at vrænge af “eliten”, “politiken-segmentet”, “de politisk korrekte” eller hvilket skældsord, man nu foretrækker. Men så irriterende som “de rigtige meninger” end kan være, så kan man dårligt beskylde de ovennævnte diffuse grupper for at sidde på store økonomiske muskler eller reel politisk magt, hverken herhjemme eller ude i den store verden.

Der tegner sig et billede i disse dage, tydeligst i USA, hvor Trump taler imod den kulturelle elite og dermed har leveret et røgslør for, at den egentlige kamp foregår et andet sted; nemlig mellem den politiske og den økonomiske elite, som han selv er en del af. I øjeblikket har den økonomiske elite overtaget over den politiske elite, som – alle fejl til trods – dog har en demokratisk forankring. Trumps sejr har fået højrepopulister i Europa til at vejre morgenluft. Begreber som åbenhed, lighed og sandhed udfordres og store dele af verden holder vejret i angst for hvad der kommer til at ske i de næste år. Men det bli’r atter stille efter stormen. I mellemtiden skal vi ikke sænke blikket, men se modstanden lige i øjnene. Med håbets fandenivoldskhed.

Billedet er fra Women’s March Copenhagen, 21. januar 2017. Kilde: https://www.facebook.com/events/1651875038443216/1682159285414791/?notif_t=like&notif_id=1485092572214250