Indlægget er en lettere bearbejdet version af en artikel fra Lundehus Kirkeblad, marts 2017.

Der er mange meninger om Martin Luther. For nogle er han hadeobjekt på grund af sine forfærdelige udtalelser om jøder og muslimer, for andre er han nærmest på niveau med en superhelt. ”Min” Luther befinder sig især i sprogets og billedets verden. Luthers skrifter er fulde af billedtale. Der er billeder til trøst og billeder, som får smilet frem. Billeder, som gør troen til at leve og dø på; til at være i.
Der er billedet af nadveren som en madpakke. Et jordnært og praktisk billede, for det er da klart, at hvis vi skal godt igennem livets rejse uden at snuble undervejs, må vi have noget ordentlig mad med. Derfor, siger Luther, skal dåben også være som en daglig klædning og ikke en flot ny rød frakke, man tager på ved særlige lejligheder. Dåben skal kunne tåle hverdagens slid. Og videre bliver det næsten som et eventyr. For når tøjet og madpakken er på plads drager vi ud efter troens skat. Med dét ene billede – en skat – beskriver Luther alt det, som troen giver. At blive frelst, at genoprette forholdet til Gud og rejse sig hvor Adam faldt, det er at finde skatten. Luther skriver: Skatten ligger allerede på dørtrinnet, ja på bordet inden for. Det gælder bare om at række ud og tage den til sig.
Når Luther skriver om tro er der ét ord, der går igen: Hjertet. Sand tro er hjertetro. Tro er ikke noget, man kan gøre med sin forstand alene. Tro er heller ikke en følelse. Troen gælder hele vores væsen og vores eksistens og derfor er hjertet det billede, som ofte bruges, når Luther taler om tro og om troens placering i det menneskelige. Vi skal leve, tænke og handle så vi passer på vores hjerte (igen: billedlig talt). Står det tomt bliver det sårbart. Et tomt hjerte er et ubevogtet hjerte, så det gælder om at have noget som man står i et hjerteligt forhold til, eller som Luther ville sige: Som hjertet hænger ved. Hjertet kan forhærdes og blive hårdt som sten. Eller hjertet kan modsat opvarmes,, opflammes så det bliver blødt og bøjeligt som opvarmet metal. Så kan troen komme ind, tage bolig i os og forvandle os. Det sidste billede er tankevækkende: Billedet af hjertet der smelter eller flyder over. Altså hjertet, der mister sin form og sin afgrænsning. Det er her i grænselandet og det grænsesprængende at der sættes noget på spil, det er her det gamle går til grunde, for at noget nyt kan opstå. Det er her “jeg” bliver en anden.
Der er ingen tvivl om at Luther havde et særligt sprogtalent. Hans oversættelse af Bibelen til tysk blev samtidig en slags ”år nul” for det tyske sprog. Mange af de udtryk og vendinger, Luther brugte i sin bibeloversættelse, lever stadig i det tyske sprog, ikke mindst fordi Luthers tyske Bibel fik en enorm udbredelse.
Luther digtede og oversatte et væld af salmer, og en del findes stadig i vores salmebog. Han spillede selv både lut og fløjte og samarbejdede tæt med både musikere og billedkunstnere. Han var ingen billedstormer. Tværtimod. Da han hørte at man var begyndt at rippe kirkerne for billeder, forlod han sit skjulested på Wartburg, selv om det kunne have kostet ham livet. Han var på det tidspunkt bandlyst, dvs. enhver havde ret til at pågribe ham eller slå ham ihjel. Det skete heldigvis ikke, han kom tilbage til Wittenberg og fik standset ødelæggelserne – for en tid. Billedstormerne vandt alligevel frem, nu skulle den rene lære udbredes med vold og magt. Også i Danmark blev kirkekunst smidt på lossepladsen og prægtige kalkmalerier malet over. Men det var senere, det var ikke Luthers reformation. Luthers tanker er ikke en lærebygning, men et landskab. At gå ind i Luthers billedsprog er en vandring og det vigtigste er at have hjertet med. Man kan ikke tænke sig til det, man må bare begynde at gå, sætte den ene fod foran den anden. Som Luther siger: Livet hviler aldrig, det ser vi, velan, så begynd!

Billedet er et maleri af L.A. Ring