Posts tagged opstandelse

For den var meget stor

0 Comments read Blog

Påskeevangeliet ifølge Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Markusevangeliet 16,1-8

Påskeprædiken

En sten! Det er som om det ikke er til at blive færdig med den sten! Den indtager nærmest en rolle som en person i fortællingen. Kvinderne taler om den, den bliver karakteriseret som ”meget stor”.

Sten er heller ikke sådan at komme uden om. Det ved man, hvis man her leget i et vandløb og bygget dæmninger af strå og sten. Vandet må finde en vej omkring, danne nye små løb og strømme. En sten er så håndgribelig. Hvis jeg slipper den sten, jeg holder her i min hånd, vil den falde tungt til jorden. Tyngdekraften er en af naturens love. Og når ikke lige man snubler over en sten og slår sig, så skal man jo være glad for tyngdekraften. Den har vi indrettet os efter. Men stenen – hvem skal kunne flytte den, så kvinderne kan tage sig af den døde Jesu krop og salve ham efter traditionen?

Grænseløst

Der findes en stærk fortælling i vores kultur om at alt, som man kan tænke sig til, også er muligt, man skal bare tro på det. Du kan, hvad du vil! Tro på dig selv! Og lignende talemåder er populære i deres grænseløshed. De tager os ind i en vægtløs verden, hvor alt godt kan ske for den, som vil; hvor alle drømme kan blive til virkelighed. En verden hvor snublesten som social arv og ulige behandling på grund af køn eller etnicitet ikke eksisterer, en verden hvor mennesker ikke kommer ud for banale uheld som er uden for deres egen kontrol. Med andre ord: En verden, som ikke findes. Når vi her i kirken og særligt her til påske taler om tro, så er det ikke en opfordring til at træde ind i sådan et vægtløst rige, hvor stenene ikke falder tungt til jorden og os med dem, når vi snubler. Tværtimod. Den sten, der er væltet fra indgangen til graven, er en virkelig sten, tonstung, umulig at flytte for et par kvinder eller mænd uden løftestænger og andre redskaber.

Fæstnet til verden

Opstandelsestroen er fæstnet til denne fysiske, håndgribelige verden. Det er det, der er hele pointen. Selv om Jesus og kvinderne levede mange århundreder før Newton, så kendte de selvfølgelig godt naturens love. De havde også leget ved et vandløb, mærket tyngden af en sten i deres hånd. De havde også prøvet at snuble og falde med et bump til jorden. Derfor bekymrede de sig om dén sten og hvordan, de skulle få den væltet fra graven. Og derfor blev de bange, da de så at den var væltet fra. Jesu opstandelse modsiger både dengang og nu alle naturlove. Samtidig er Jesu opstandelse ikke en tåget drøm; ikke en tro, som skal hentes i menneskets eget indre. Jesu opstandelse er en begivenhed uden for os selv, som vender alt, hvad vi tror, vi véd om verden og om livet på hovedet. Men uden at vende verden ryggen, eller forsøge at ophæve den.

Nye betingelser

Det er netop fordi opstandelsen, den tomme grav og den tunge sten, hører til i vores fysiske verden, at underet er så stort og så livsomvæltende. Opstandelsen forkynder at mennesket er mere end kæder af årsager og virkninger, som bestemmer hvem, vi er, hvad vi føler og hvordan, vi handler. Det er heller ikke nødvendigt at drømme sig ind i en ubarmhjertig verden, hvor du kan hvad du vil – indtil du ikke kan det længere og havner på bunden blandt dem, der ikke var stærke nok eller målrettede nok eller bare ikke lykkedes med det, de drømte om, og derfor må skrives ud af den fælles fortælling. Guds kærlighed har ændret vores liv. Der er sat nye betingelser, ikke fordi du eller jeg har gjort noget særligt. Det var Kristus, der ofrede sit liv for at give os vores liv igen. Og det var Guds kærlighed, der vandt over døden og hentede ham ud af graven.

Ny virkelighed

I den nye virkelighed, opstandelsens virkelighed, er der ikke vindere og tabere; ikke dem, der lykkes og dem, der ikke gør. Hvert eneste menneske er så dyrebart i Guds øjne, at Kristus ville lide og dø for det. Han døde og opstod for dig og for mig; for dem, vi ikke kan lide; for dem, vi foragter og for dem, vi frygter. Han døde og opstod for dem vi misunder, for dem, vi elsker og for dem, vi ikke kender. Èn gang i verdenshistorien skete det: Stenen faldt ikke til jorden, den var væltet fra.

KIRKEBØN
Kære Gud! Vi vender vore sind til dig, vi åbner os mod dig,
fordi du i din ufattelige storhed altid vil komme os i møde.
Det, der er mørkt for os, er lys for dig.
Det, der forarger os, møder du med kærlighed.
Det, der for os truer med dødens intethed,
det fylder du ud med ordet om opstandelsen
i Jesus Kristus.
Der, hvor vi ikke ser vejen frem, indbyder du os at feste og fejre påske.
Nu be’r vi dig at opstandelsens lys
må skinne også i vor tilværelse. Lad os se livet
i påskemorgens solbeskinnede lys, med kvindernes øjne, med det genskabte håb. Fasthold os i det evige livs håb. Gravens mørke skal vige
for Kristus-solen som nu er stået op.
Vær med alle dem som er syge og sorgfulde og med dem som snart skal dø, hvad enten de er fjern eller nær. Giv dem håb!
Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Beskærm os fra had og splittelse. Vi beder dig for regering og folketing, alle, der har magt over andre, lær dem din kærlighed og sandhed, så de vælger fredens og menneskelighedens vej.
Vi beder dig for vor dronning og hele hendes hus og alle huse her i vor store by. Lær os at synge dine sange. Lad lovsangen svinge sig mod din lyse himmel, hvor du råder
nu og i evighedernes evighed. Amen!

Bibelske haver

0 Comments read Blog

Refleksioner til den stille uge

Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.

Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.

(fra digtet “Regnmåleren” af Ole Sarvig, fra “Grønne digte” 1943)

Selv om det ikke er juni, men – i skrivende stund – grå marts, der regner uden for, passer ordene i Ole Sarvigs digt godt til denne ”stille uge”, den korte uge mellem palmesøndag og skærtorsdag. Haven kunne fint være Getsemane have, den have, hvor Jesus venter på sin tilfangetagelse efter måltidet skærtorsdag.

Kærlighedens haver

Den vågne have fuld af vellugt, kunne også lede tankerne mod en anden bibelsk have, nemlig haven i Højsangen. Her mødes de to elskende i en have fuld af skønhed og sanselighed. I begge tilfælde er haven kærlighedens sted, et sted fuld af venten og længsel. I Højsangen venter de elskende på hinanden og angsten for at den elskede ikke dukker op eller at kærligheden på anden måde går tabt, ligger lige under overfladen. I Getsemane have venter Jesus på det kærlighedens offer, som han snart skal bringe. Snart skal han hengive sig, ikke til elskov og nydelse, men til døden. Fordi han ved at bringe dette offer, ved at give sig selv helt og gå igennem døden, kan bryde dødsrigets porte op, så vi kan følge efter ham, igennem døden og ud til nyt liv.

Ventetid

Den stille uge er ventetid. Forberedelsestid, inden vi går ind i påskens store fortælling for at gennemleve den, røres af den og næres ved den. Som kar, der venter på at blive fyldt, venter vi på ordene, fortællingen, brødet og vinen og til sidst: Opstandelsen. Et budskab, der fik både bægre og kar til at flyde over, så det stadig strømmer imellem os og igennem os, ud i verden.

Opstandelsens have

Endnu en bibelsk have findes i Johannesevangeliets beretning om opstandelsen. Her kommer Maria Magdalena for at sørge ved Jesu grav. Da hun finder graven tom, bliver hun fortvivlet. Jesus, som hun elskede, er død og nu er hans legeme væk! En mand spørger, hvorfor hun græder? Hun forklarer, hvad der er sket, i den tro at det er havemanden dér på stedet som spørger. Måske ved han hvor den døde Jesus er lagt? Først da manden kalder hende ved navn kan hun se, at det er Jesus.

Paradisets have

I en af sine påskesalmer forbinder Grundtvig denne opstandelsens have med Paradisets have, hvor Adam gemmer sig for Gud, da han har spist af kundskabens træ og er blevet skamfuld over sin nøgenhed. Grundtvig skriver:

Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”

Adam gemte sig, da Gud kaldte ham ved navn i Edens have, Maria kaldes også ved navn og i det øjeblik, ser hun den opstandne Jesus. Syndefaldet i Edens have bliver til oprejsningen i opstandelsens have. Adam vil ikke kaldes ved navn, fordi han skammer sig og er fuld af skyld. Maria er til gengæld fuld af kærlighed, hun svarer med genkendelse, da hun bliver kaldt ved navn. De røde blomster i Fra Angelicos opstandelsesbillede er på én gang billeder på Jesu blod og på kærligheden. Der er en dyb sammenhæng imellem de to, fordi Jesus døde af kærlighed på korset.

Blomster af kærlighed

Jeg ved ikke om Grundtvig kendte Fra Angelicos billede, men man kunne næsten tro det. Grundtvigs salme handler om alt det, der spirer frem i opstandelsen. Om at vi ikke skal blive stående ved kors og død, men ”Tage det sorte kors fra graven og plante en lilje ved dets fod” salmen fortsætter: ”Ved hvert skridt i dødninghaven, blomster spire for vor fod”. Det er netop sådan en opstandelsens have, Maria befinder sig i. Fuld af frodighed og kærlighed. Grundtvig slutter verset med at opfordre til ”frydesang (i stedet) for hule sukke!”. Altså: Ikke mere sorg og klage, der skal være opstandelsesglæde!

Fra Angelicos billede viser, at de to hænger sammen. Uden langfredags sorg, ingen opstandelsesglæde. Derfor er der både det frodige, grønne og de røde bær af blod og kærlighed. Kun ved at stå ved det svære og det mørke kan vi finde den dybe glæde, der fylder hjertet med sang. Det vidste Grundtvig selvfølgelig godt. Han kendte sorgen, men valgte glæden. Eller som der står i salmen: ”og, som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”.

Illustration: Fra Angelico: Noli me tangere, detalje.

Hør salmen sunget af Musica Ficta

Tre refleksioner til langfredag*

0 Comments read Blog

Getsemane

Første refleksion

Fortvivlelsens skikkelse

Det midterste felt i frisen på den gyldne altertavle viser Jesus i bøn, men det er ikke nogen rolig eller andægtig bøn. Den smukke og muskuløse krop er som tynget til jorden, fældet af vægten af det, han nu skal gå igennem. Kroppen er fastholdt i fortvivlelsens øjeblik hvor sorg og beslutsomhed strides i Jesus. Den knælende skikkelse udtrykker på én gang styrke og sårbarhed. Ryggen er blottet, hovedet bøjet. Den nøgne ryg, der snart skal såres af slag, bæres af stærke arme og ben, som stemmer kroppen allerede imod vægten af korsets bjælke.

De sovende

Omkring Jesus kan man skimte de sovende disciple. Andre kroppe, med et helt andet udtryk, en helt anden energi. De afslappede, dvælende skikkelser i kontrast til ryggens spændte bue. Forskellen i udtrykket virker som en afstand imellem dem, en afgrund, der i fortvivlelsens øjeblik er uoverstigelig.
Den største og mest fortvivlende ensomhed er den, man oplever i selskab med de mennesker, der står en nær. Jesus bad sine disciple om at våge med sig. Men de kunne ikke. De kunne ikke gå med Jesus, der hvor han skulle hen. Det er kun ham, der kan bære dét kors; det er kun ham, der kan give sig selv helt, kun ham, der kan følge os ind i den dybeste smerte og det sorteste mørke.

Morgen

Vi kan gå med hinanden et stykke af vejen, men vi kan ikke være der for alle og vi kan ikke være der hele vejen, vi er nødt til på et tidspunkt at sige fra for ikke selv at gå til grunde. Kristus gav sig selv helt og holdent, han gav sit legeme og sit blod, han gav sit liv. Men han gik ikke til grunde, han gik sejrrig ud af graven påskemorgen.
Altertavlens glødende guld er som denne morgenrøde. Sådan har man brugt guldet i ikoner og mosaikker fra gammel tid, som vidnesbyrd om opstandelsen. Guldet ligesom gløder med sit eget lys. Selv i Getsemane have skinner lyset fra opstandelsen, fra Paradisets have.

Hanegal

Anden refleksion

Svigt

Hanen står strunk og strittende og véd slet ikke af det svigt, den bebuder med sit ”kykeliky”. Den gør hvad den skal, ud fra sin hane-natur, og sådan gør Peter det han kan, ud fra sin menneskenatur.
At svigte, at fejle, at skyde forbi, at komme til kort, at miste modet, det er ikke som skønhedspletter, vi kan få fjernet for at nå frem til det Perfekte, eller skidt og snavs vi kan vaske af for at få øje på hvordan billedet ”rigtig” skulle se ud. At svigte er ikke noget, der sker for de feje, de uheldige eller dem, der ikke strenger sig nok an. Vi gør det alle sammen, ikke én af os, der er her til stede går ram forbi.

Forsoning

Peter véd godt at han svigter. Han véd godt at han vælger at fornægte Jesus, fordi han ellers risikerer at komme i skudlinjen, måske endda selv blive sat fast og underkastet et forhør, som det han lytter til ude fra ypperstepræstens gård. Hans svigt er forståeligt, vi ville nok alle have gjort ligesådan.
Alligevel er det til dette menneske, som svigter i kraft af sin menneskenatur, Jesus betror evangeliet. Og sådan er evangeliet givet til alle os, der fejler og forsones. Da Peter møder den opstandne Kristus spørger han: ”Peter, elsker du mig?”

3 gange fornægtede Peter Jesus
3 gange spørger Jesus ”elsker du mig?”
3 gange svarer Peter: ”Ja, Herre”

Jesu aftryk i verden

Tredje refleksion

Veronikas medfølelse

Veronikas svededug knytter sig til en af legenderne om Jesu vej til korset, Via Dolorosa, smertens vej. Det fortælles at en kvinde, Veronika, rakte et klæde frem, da Jesus bar det tunge kors mod Golgata. I medfølelse tørrede hun hans svedige ansigt og siden har Jesu billede kunnet ses på klædet.
Legende fortæller noget om, hvordan frelseren sætter sig spor i verden. For alle de kritiske historier om menneskelige svigt og decideret onde handlinger kan man nogle gange miste blikket for at kirken, Guds menighed på jorden, selv er sådan et spor. At der overhovedet findes en kirke, det er underfuldt, når man tænker på hvordan disciplene efter Jesu død gemte sig inden døre og knapt nok kunne tale med hinanden om ham, de havde fulgtes med så længe. De kritiske historier skal frem i lyset, for vi skal ikke lukke øjnene for de skader, som menneskelige synder udretter. Men det er ikke hele fortællingen.

Miraklet

Det stod klart den frygtelige aften da vi alle lamslåede betragtede billederne af en brændende Notre Dame. Uden ord forstod vi, at Notre Dame ikke bare er et bygningsværk, heller ikke bare en kirke.
Notre dame blev bygget over flere hundrede år af mennesker, der vidste at de ikke ville leve længe nok til at se kirken stå færdig. Som monument, som åndelig frembringelse, overskrider den hvad ét enkelt menneske kunne tænke eller skabe. At den står endnu, at det store orgel og de vidunderligt smukke glasrosetter overlevede branden, er svært at se som andet end et mirakel og en næsten overmenneskelig præstation af de hundredevis af brandmænd, der arbejdede i timevis på at dæmme op for flammerne og slukke ilden.

Åndepust af kærlighed

Andre aftryk i verden når ikke frem til tv- og computerskærme verden over. De er som åndepust af kærlighed. Som når håbet vinder fodfæste i en håbløs situation. Som mennesker, der samles i fællesskab, sådan som Jesus selv har sagt os det: Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, dér er jeg selv til stede.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Langfredag den 19. april 2019. Se hele langfredagsliturgien her

*Refleksionerne er skrevet til de tre påskemotiver på altertavlen i Taksigelseskirken på Østerbro i København. Taksigelseskirkens gyldne altertavle er udarbejdet på baggrund af efterladte skitser af billedkunstneren Aksel Jørgensen, der har malet alterbilledet i kirken. Læs mere her