Posts tagged Ole Sarvig

Vi mødes i porten

0 Comments read Blog

Prædiken over Mark 6, 1-6/Matt 13, 53-58/Luk 4, 16-30. “Jesus i Nazaret”

Åh Gud, tal sagte nu
til mig, og med Din stemme. Amen!

Det er et paradoks, at man kun kan bryde med en tradition man selv står i. Man kan kun forandre en tradition indefra, og måske er det endda sådan at man kun kan forny en tradition som man elsker. Det er et paradoks, fordi den selv samme tradition kan være ødelæggende. Selv Jesus, hvis livsbane ellers var så klar, lige til det sidste, selv han ser ud til at blive tynget til jorden af traditionens vægt, da han besøger synagogen i Nazaret, sin hjemby. Han forkynder det nye, evangeliet om at Guds rige er nær. Et budskab fuldt af håb og forløsning. Men folkene i Nazaret ser bare tømrerens søn, ham de allerede kender og synes de véd nok om. Måske synes de ovenikøbet at han skylder dem noget. Han rejste jo fra det hele, lod andre om ansvaret for sin mor og sine søskende.


Ole Sarvig havde ingen problemer med den kirkelige tradition, ikke i udgangspunktet. Ikke at det var noget, han have med hjemmefra, men han var et religiøst gemyt og kom som barn til at gå til FDF i Anna kirke på Nørrebro. Det var i 30’erne og tidens hang til korpsideologi og uniformer gjorde sig gældende. Der var bogstavelig talt hundredevis af børn og unge som den lille Ole, der gik til FDF i deres hvide skjorter hos ”Manden”, som de kaldte pastor Grue, kredsens leder. På ét punkt var Sarvig dog anderledes: Han elskede at gå i kirke og det påvirkede ham stærkt. Til sin konfirmation var han nær ved at besvime og den mystiske oplevelse, der ifølge hans eget udsagn prægede ham hele livet, kom til ham i forbindelse med ét af 30’ernes store kristelige ungdomsstævner. I gymnasiet var han aktiv del af den kristelige gymnasiastbevægelse, som havde forbindelse til Olfert Richard og spejderbevægelsen.


Da krigen kom, skete der noget. Sarvig så hvordan den vej, han var slået ind på, voksede sig stærkere, forvrængedes og blev dæmonisk, også i ham selv. De friske ungdomskorps med den karske livsstil og de sunde værdier – måske især syd for grænsen – del af den rendyrkede ondskab. Og han forkastede det hele. Kirken, traditionen, institutionen og dens fællesskaber. Kun ét kunne han ikke forkaste: Digterne. Kingo, Stehn, Brorson og Grundtvig. Deres ånd beholdt han hos sig, mens han i øvrigt vendte sig fra den kultur, som havde fostret holocaust, propaganda, masseødelæggelsesvåben og effektivisering af ondskab og kynisme.


Sarvig blev del af den kunstneriske avantgarde, samtidig med at han genfandt kristendommen på en ny måde. Ved at vende sig til fortællingerne fra det ny testamente finder han et vindue ind til det at være menneske i verden. I evangelierne finder han spejlinger af livserfaringer, som er umiddelbart tilgængelige for den, der træder ind i evangeliernes billeder. Helt udenom tradition, kultur og historie. Han finder Jesus, som gør op med sin tradition. Jesus, der altid er i bevægelse ude på vejene og i grænseområderne. Kun sjældent går han ind i gudshusene, templer og synagoger, og når han gør det, giver det konflikt; opbrud. Så knager de traditionelle rammer om troen i fugerne.


For Sarvig er det et spørgsmål om overlevelse. Måske ikke i fysisk forstand, men i eksistentiel forstand. Skriften, de grafiske spor på det hvide papir, er den redningskrans han klamrer sig til, for at forblive i livet. Skriften og kærligheden. Det erotiske møde med et andet menneske eller den konkrete skrift kan holde ham fast i den virkelighed, som ellers syntes ham utilgængelig. Sarvig taler om hvordan han som barn betragtede de andre børn, der – med Sarvigs ord – ”hyggede sig i tilværelsen”. Det kunne han ikke. Men han kunne finde trøst i ordene om ”I dag!”; ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse”. Troen på at noget er på vej, noget, hvis frø og kim allerede ligger på spring i jorden. Troen på at Kristus er i verden, at han blev menneske for at vi skulle blive til som mennesker. Troen på at den nød, som er i verden, ikke er det sidste, der er at sige.


Senere i livet forstod han at hans eget opgør med traditionen kun kunne ske, fordi den var ham så fortrolig. Fordi det på en vis måde var en del af ham selv, han gjorde op med. Og han forstod at menneskers tro har brug for kirken som det rum, hvor man går ind og henter fornyelse, styrke og mening. At traditionen er som en brønd, og uanset om man hører til dem, der henter vand eller ej, så har man brug for vand at drikke. Det var vigtigt for ham at kirken ikke vendte tilbage til at blive institution for institutionens skyld eller en klub for glade mennesker med deres på det tørre. At kirken i lige så høj grad skal være et sted, hvor det er tilladt at stå ude og kigge ind, som et sted hvor de indforståede står og kigger ud på ”de andre”. Selv havde han det bedst med at stå uden for og forblev til sin død udmeldt af folkekirken.


”Vi mødes i porten”, sagde han. Nogle på vej ud, nogle på vej ind og andre, forbipasserende. Der i porten, ved den åbne plads kan findes et frit fællesskab, hvor mennesker udveksler med hinanden. Derfor var han glad for at skrive klokkevers. Klokkerne ringer for alle, uden forskel. De ringer for dem, der går ind i kirken, dem, der er på vej ud og for og dem, der passerer forbi. Klokkerne ringer deres ”I dag!” ud over os alle.

Prædiken holdt ved åbningsgudstjenesten for FUVs gudstjenestekonference 30. januar 2023

På billedet: Udsigt fra Bavelse kirkegårds kapel

Liturgi, salmer og musik:

Vi mødes i porten. En gudstjeneste med tekster af Ole Sarvig

I gammelt kirkeland
kalder jeg kvinde, mand
som å til glædens flod:
Kristus opstod
(Klokkevers, Sandby kirke)

Haslev kirke, mandag den 30. januar 2023 kl. 13.45

Medvirkende: Janne Solvang, sang; Kevin Borbye Edelvang, orgel; Julie Damlund, prædikant

INDGANG: ”I stjernehimlens ranker”. Melodi og sats: Mads Damlund
O hjælp mig Gud
og tag mig ud
af disse rådne vande
da skal jeg snart
med stjernens fart
rotere om din pande.


Hvert hav, hver skov
hvert spor af plov
er dybe eftertanker
for os som går
hvor gåden står
i stjernehimlens ranker.

HILSEN
SALME: O Gud bag svarløs dag. Melodi: Jakob Lorentzen
BØN
LÆSNING, Luk 4, 16-30. TROSBEKENDELSE


SALME: Gud Menneske, Gud vandringsmand. Melodi: Fuzzy
PRÆDIKEN

MOTET: ”Vær om os med dit væsen, Gud”. Musik: Mads Damlund
Vær om os med dit væsen, Gud,
og løs os ud, ja, løs os ud,
det beder vi så såre.

Dybt i vort sind en længsel stod
og søgte dig, sin sande rod
og voksede ad åre.

Vær Du den rod, Du som er god,
og giv os mod, ja, giv os mod,
det beder vi så stille.

Lad tankens sum fordampe helt
ud i det rum, hvor alt er delt,
som Du engang det ville.

NADVER. Under uddelingen synges Som året går. Melodi: Per Nørgaard,

SALME: Utroligheds frø. Melodi: Teitur


Kollekt. Velsignelse


UDGANG: Da al angst blev til ro. Melodi: Jonas H. Petersen


Da al angst blev til ro
var du dybt i mit blod
og du kom mig så nær
som jeg aldrig forstod.

I stjernehimlens ranker findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
O Gud bag svarløs dag, nr. 881 fra ”100 salmer”, Eksistensen 2016
Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Gud menneske, Gud vandringsmand, nr. 983 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Året, DDS 720. Teksten findes i ”Min kærlighed. Epilog til en digtkreds”, Wivels forlag 1953.
Utroligheds frø. Frostsalme, for 2 eller 3, nr. 907b fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948
Da al angst blev til ro. Du, nr. 1008 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948

Ole Sarvig 100 år

0 Comments read Blog

I dag er det 100-årsdagen for digteren Ole Sarvigs fødsel.

Ole Sarvig står som en stor og mærkelig skikkelse i litteraturen. Han er læst af mange, men har aldrig dannet skole og var heller ikke selv del af nogen strømninger eller grupperinger. Han passer ikke rigtig ind nogen steder. Hans digte kan være både storladent patosfyldte, og nådesløst præcise. Han har skrevet blændende smuk prosa og kosmisk konkretisme. Han eksperimenterede med mange former, også i sine romaner, han oversatte engelsksproget litteratur fra Langston Hughes over Brendan Behan til Shakespeare.

Han var feteret og anerkendt, men lykkedes aldrig med det, han allerhelst ville: At skrive til scenen eller det store lærred. Hans død for egen hånd, præcis en uge efter hans 60-års fødselsdag, har kastet et tragisk skær over hans liv og hans værk. Han skrev hele livet, altid i hånden; på sedler og lapper, som han gik med i lommerne, indtil han havde så mange at han kunne begynde at sætte dem sammen. En sirlig, smukt rundet skrift, som først til sidst, da hustruen Helen var død fra ham og alkohol fyldte for meget, flød ud til uregelmæssige kradserier.

At skrive var en måde at opleve på, at komme i kontakt med den virkelighed, som syntes så svær forholde sig til. ”Virkeligheden ligger slet ikke fast for mig!”, sagde han i et interview til Poul Borum engang. Derfor måtte han skrive om sin oplevelse af verden. Om tidselflåderne på havet, om skovens blade, der stod i mærkelige vinkler mod sindet, om forladthedens strand og dét øjeblik, just ved 5-tiden, hvor vi tabte vores længe sammensparede værdighed. Om virkelighedens sporvogn, hvor sjælen skrumpler af sted på det hårde sæde og rammes af dén tanke: ”Man kan så nemt dø!”.

Sarvig voksede op i Skotterupgade, lige ved Ladegårdsåen. Hans barndoms land var alt det grønne lige bag ved byen, Fælledparken, Assistens kirkegård, åen og karreen, hvor han holdt af at ligge i vinduet på fjerde sal og se på verden. Han så på sine jævnaldrende, har han fortalt, på hvordan de gik og hyggede sig i tilværelsen, imens han selv faldt i staver og syntes at verden var et mærkværdigt sted.

Sarvig var et religiøst barn, sammen med hundredevis af drenge gik han til FDF og deltog i 30’ernes store ungdomsstævner. Måske var barndommens flokreligiøsitet og uniformerede massebevægelser medvirkende årsag til at han siden skyede alle -ismer og religiøse institutioner. ”Gruppemennesker” kaldte han foragteligt dem, der tog del i den slags. Sarvig var et religiøst menneske, et jeg, der søgte et du, som han sagde det til Iben Holk i bogen Tidstegn.

Det religiøse var en længsel efter klarhed, efter at bryde igennem til noget andet. Det var mystikerens vej, gennem sjælens mørke nat. En længsel efter det, som han fandt i glimt, intense øjeblikke af indsigt eller ekstase. Dit legems bløde pigeklo! Så bleg en blomst, der skulle gro ud af din tunge vases ro. I troens øjeblikke viser Kristus sig i verden, Kristusstenen, som binder tankens hvælving; Kristus, der går som en måne gennem kornet, eller omme bag lågerne med en mærkelig hat. Det er øjeblikke hvor al angst bli’r til ro og troen er som en blodbøg: et vidunderligt smukt træ, fuldt af sol, det grønne træ, som skifter og bliver rødt som blodbøgen, når det har stået tøvende/ i nogle dage.

Han oplevede verden i billeder, en synæstetisk sensibilitet, der får ham til at skrive om gader, så blege som en lunge i sprit, om bølgens sneglefod, og stjernerne som stimer af fisk, der står foran vinduerne om natten. Om murkantens bryn, og sindets skov hvor grene skygger, hvor der er lys, halvlys og skygge, som dagen går; og rifterne i skovens vævning har stier under sig. / Stille står jeg, bruser som en sjæl, vogter tavs på de mennesker, som går igennem mit sind.

I Sarvigs romaner er der mange spring. Springet som den suveræne gestus, der sætter en virkelighed, et før og et efter. Springet som skæbne og afgørelse. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Sarvig citerer Paulus på titelbladet til prosadigtet Legende. En af karaktererne i Stenrosen er krigstraumatiseret efter et faldskærmsudspring, der gik galt, mens Charles, hovedpersonen Jos store kærlighed i romanen Limbo, kaster sig ud fra en vippe og får knust kraniet mod bassinkanten. Romanen er Jos forsøg på at genfinde ham, som hun mistede: Det er, som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig igennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrede løv, så står du dér, inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang.

Sarvig sprang i døden den 4. december 1981, fra fjerde sal. Eller måske faldt han. Jeg har endnu ikke hørt to ens fortællinger om den aften. Der havde været fest, og vist nok et skænderi. Helt sikkert alkohol i store mængder. Sarvig var træt, drak for meget, sådan skrev vennen Torben Brostrøm efter hans død. Mange, der kendte Sarvig, fortæller om hans stemme. Hans stærke tilstedeværelse. Han skrev hele livet. Han skrev sig ind i virkeligheden og tog springet ud af den. Michael Strunge skrev dengang et digt om det. Og sprang selv nogle år efter.

Jeg lægger min sjæl
i viljebad,
i store flade skåle
med blege dages vand.

 

Og det, som skulle dræbe,
det dræber ikke,
det får kun ilden til at brænde
rødere, rødere
i de dybe nætter,
hvor kulsvierne går
og vogter deres miler.