I januar 2022 havde jeg fornøjelsen af at vælge “Ugens salme” til siden Salmer.dk

De fem salmer, jeg valgte, er alle på den ene eller den anden måde i dialog med søndagens tekst og tiden i kirkeåret, men det er mit håb at disse små refleksioner er læseværdige året rundt.

Nedenfor kan du læse om:

Uge 1: “Sov sødt barnlille”. Tekst: N.F.S. Grundtvig, melodi: Th. Laub. DDS nr. 674

Uge 2: “Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Tekst: Petter Dass, melodi: Jákup vid Ryggjagard. DDS nr. 7

Uge 3: “Å Gud, vær du min ånde”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Fuzzy. Kirkesangbogen nr. 858

Uge 4: “Jeg véd at en og en er to”. Tekst Mirian Due og Marianne Søgaard, melodi: Marianne Søgaard. Kirkesangbogen nr. 979

Uge 5: “Som året går”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Per Nørgaard. DDS 720

Uge 1. Åndedrættets vinger

“Sov sødt barnlille”. Tekst: N.F.S. Grundtvig, melodi: Th. Laub

Ugens salme er som så mange Grundtvig-salmer: Fuld af gode ord som er skønne og lette at synge – og samtidig indholdsmættet og kompleks. ”Sov sødt barnlille” har jeg sunget med stor fornøjelse siden jeg var barn, ikke mindst på grund af Thomas Laubs vuggesangsmelodi.

I Ribe Domkirke, hvor jeg blev fortrolig med den, var de to første vers faste dåbsvers. De er da også lige til: ”Sov sødt barnlille, lig rolig og stille, så sødelig sov, som fuglen i skov”. Enkelt, kærligt, varmt. Næste vers er også indlysende, især når det synges som dåbsvers: ”Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst, slog kors for dit bryst”. Sådan tegnes der jo netop i dåben kors for ansigt og bryst. Senere hørte jeg dét om salmen, som alle præster elsker at fortælle. At den jo slet ikke er en vuggesang til et barn, men Grundtvigs trøst til sig selv. Den står da heller ikke med dåbssalmerne i salmebogen, men i stedet med et ”død” nede i hjørnet af siden, hvilket man i parentes bemærket godt kan ærgre sig over.

Det var først da jeg, efter endt teologistudium, arbejdede frivilligt på Nikolaj-tjenesten at salmen åbnede sig for mig. Jeg tog tit de sene vagter, så jeg kunne putte børn og derefter cykle ind til Nikolaj plads for at passe telefonen i nogle timer. Der var mange samtaler og de var alle svære på hver deres måde. Derfor gjorde jeg det til en vane at have en opslået salmebog liggende ved siden af telefonen. Imellem samtalerne læste jeg så et vers eller to af en salme, for bare lige at få et lille ophold inden jeg trykkede på knappen og var klar til næste opkald.

Jeg gik i gang med at memorere de øvrige vers af ”Sov sødt”. Det var som om netop den salme allerbedst udtrykte det, som der var brug for at sige. Både til dem, der ringede ind og til mig selv, som lyttede og baksede med det, som alle fortællingerne fra mennesker, som havde det svært, gjorde ved mig. Nætterne på Nikolajtjenesten gav mig et nyt blik på salmen, som en salme om Fadervor. Det er i dén egenskab vi skal begynde året med den, ligesom der blev prædiket over Fadervor nytårsdag. Hvad kunne vel være en bedre begyndelse på et nyt år?

Fadervor spiller en særlig rolle, ikke mindst for Grundtvig, som ord af Jesu egen mund. Det er det, som udfoldes i salmen, hvor ”Frelserens bøn” med ”åndedræts vinger” svinger sig op og blander sig med den himmelske lovsang. Dér, i englekoret, synger alle vores døde med, alle dem som ingen Djævel mere kan skade, fordi de i dåben har fået del i det evige liv. Der består et fællesskab mellem alle de døbte – både levende og døde, et fællesskab som udtrykkes med Fadervor.

I det sjette vers fuldendes bevægelsen. Fadervor blev sagt, råbt, sunget på jorden, Fadervor blev båret op til det himmelske, og nu ”drypper som duggen, der manna på vuggen”. Barnet – altså alle døbte – får simpelthen himmelske smuler fra englenes bord dryppet over sig. Mannaen som den himmelske spise, der mætter al sult, vedkvæger al tørst og stiller al længsel. En overflod af nåde! Derfor kan Guds barn nu ”sige godnat” til tvivlen og frygten og sorgen. Og så slutter salmen, så enkelte og vuggesangsagtigt som den begyndte: Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille.

Godt nytår!

Uge 2. Helliget vorde dit navn

“Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Tekst: Petter Dass, melodi: Jákup vid Ryggjagard.

Denne uges salme havde jeg lagt på is i adskillige år. Den er karsk og fyndig, insisterende og kraftig – kort sagt irriterende; i hvert tilfælde hvis man hører til dem, der får lyst til at vende om og gå i den modsatte retning, når der er optræk til, at der skal marcheres i takt.

At Gud er Gud om alle land lå øde og alle mand var døde udtrykker et gudsbillede, som tilhører tiden før det moderne, før oplysningen. En gammeldags idé om Gud som et metafysisk væsen på sin sky i himlen, som man ikke redeligt kan forkynde i dag. Eller sagt på en anden måde: Er Gud ikke kun Gud, hvis nogen tror? Og er det ikke også sådan, vi må forstå skabelsesberetningen, at Gud skabte mennesket i sit billede?

Som så ofte med det, som irriterer, er der to muligheder: Man kan undgå det, eller man kan zoome ind; stille skarpt og undersøge hvor det egentlig er, skoen trykker.

Det var en studietur til Færøerne der blev lejligheden til at tage irritationen over salmen op til revision. På Sandoy deltog vi i en degnegudstjeneste, en praksis, der som bekendt har været almindelig på Færøerne fordi der ofte gik lang tid imellem at præsten kunne nå frem til de mindre bygder. Degnegudstjenesten gjorde indtryk ved sin enkelhed og sin ydmyghed. Der blev læst op fra Bibel, bønnebog og postil, intet andet. Og så blev der sunget salmer, selvfølgelig. Fokus var på det egentlige: At samles for at høre evangeliet, og ens egne forsøg på at underholde og hitte på tog sig i sammenligning ud som netop dét, underholdning og hittepåsomhed. Til gudstjenesten sang vi ”Herre Gud dit dyre navn og ære”, men på den færøske melodi. Til forskel fra den norske springdans er den færøske melodi rolig og inderlig. Senere, i Thorshavn, hørtes melodien spillet af domkirkens enkle klokkespil.

Kunne den karske bekendelse i virkeligheden være noget andet? Og jo, det er den. Salmen er skrevet som en katekismussalme, over Fadervor. Bøn, altså, ikke bekendelse. Og det er netop derfor, den er ugens salme i et lille Fadervor-tema her ved årets begyndelse (se sidste uges salme). De vers, som udgør salmebogens nummer 7, er skrevet over den første bøn, helliget vorde dit navn. Med bønnen som klangbund snarere end bekendelsen får salmen en anden åben karakter. Tvivlen får plads. Ordene om at ”Gud er Gud…” kan nu læses som en udfoldelse af linjerne fra Luthers lille katekismus: ”Guds navn er helligt i sig selv, men vi beder i denne bøn om at det også må komme til os”.

Til videre læsning kan anbefales Mallings kommentar, som også rummer de øvrige vers af den oprindelige salme. Det hele kan findes på siden salmer.dk

Mere om melodien: I salmebogen står blot “Færøsk melodi”, men salmen har faktisk en komponist, nemlig Jákup vid Ryggjagard. Han levede på øen Nólsoy for omkring 100 år siden. Anne Mette Greve Klemensen, som er præst på Nólsoy, fortæller at han blev anset for at være lidt sær, måske retarderet. Jákup havde ikke noget arbejde, men han var god til at synge! Han kunne huske en sang eller melodi, bare han havde hørt den én gang, og ofte stod han ved kajen og sang, når fiskerbådene kom i land, eller han sang for dem, der arbejdede med høhøsten. Hvis der var en melodi, han havde glemt, fandt han selv på det, der manglede. Og det var sådan, melodien til Herre Gud, dit dyre navn og ære opstod. Mange havde hørt Jákup synge denne sang og folk i byen kendte den efterhånden også. Da en norsk biskop besøgte Tórshavn og bl.a. talte om Petter Dass, var der også nogle nólsoyborgere blandt tilhørerne. De fortalte biskoppen om “deres” særlige melodi, da de var gået på værtshus efter foredraget. Tilfældigvis var komponisten Jógvan Waagstein også til stede, og han skriver melodien ned og synger den for sin svoger, provst Dahl. Provsten beslutter sig for at oversætte de tre almindeligt brugte vers til færøsk. Waagstein brugte melodien i sin Olai-kantate som han skrev i 1930 i anledning af 900-året for Olav den Helliges død. Derfra blev den kendt overalt på Færøerne. I dag bliver salmens første vers sunget hver søndag, efter den apostolske velsignelse. I den færøske koralbog nævnes Jógvan Waagstein som komponisten, men han fik den altså fra Jákup vid Ryggjagard via nolsøboerne. Tak til Anne Matte Greve Klemensen for denne fortælling!

Uge 3. Guds glæde og Guds tårer

“Å Gud, vær du min ånde”. Tekst: Ole Sarvig, melodi: Fuzzy

Å Gud! Så enkelt begynder denne uges salme. Salmen er med her, fordi den er både enkel og inderlig samtidig med at den rummer et moderne gudsbillede (se sidste uges salme). Det er den store styrke ved Ole Sarvigs salmer, at de fastholder et nutidigt verdensbillede uden at miste poesien.

”Å Gud vær du min ånde, i dagens lyse bad, og lær min sjæl at bede, at den kan blive glad.” Første vers rummer en helt enkel fremstilling af bønnen som det daglige åndedræt, samtidig med at tanken ledes hen på hjertebønnen: Du i mig og jeg i dig.

I sidste uge berørte jeg spørgsmålet om Gud virkelig er Gud om alle land lå øde og alle mand var døde og spurgte om ikke kernen i skabelsesberetningen netop er, at Gud først er Gud idet der er mennesker, som tror. Eller mere præcist: Hvis Gud er kærlighed, så er Gud kun Gud i et kærlighedsforhold. Det var derfor, han skabte mennesket i sit billede.

Det er netop den tanke som udfoldes i salmen her, hør f.eks. den 7. strofe: ”Er vi den glæde, Herre, i rummets dybe sang, den sjæl, som du har ønsket, af duft og stof engang”. At sige at Gud er kærlighed, kan hurtigt blive meget abstrakt og begrebsligt. En filosofisk definition. Men Sarvig skriver Guds kærlighedslængsel frem. Gud elsker mennesket som duft og stof, ikke som et begreb, og mennesket er Guds glæde. I denne relation mellem det synlige og det usynlige bliver mennesket til – men det gør Gud også: ”Du ser og vi ser ikke, du er og vi er til” (strofe 8). Derfor lider Gud, når mennesket lider. Fordi mennesket er Guds kærlighed og Guds længsels mål. ”Og græd du når du så os, i verdensaltets bål?” spørges der i sidste vers. Når verden brænder, græder Gud. Om det skyldes atombomberne i anden verdenskrig, kemisk krigsførelse i Syrien, brændende oliefelter eller global opvarmning så er det mennesket, som ødelægger skaberværket og – idet, det glemmer Gud – også ødelægger sig selv. Og når mennesket går under, gør Guds kærlighed det også. Derfor spørgsmålet: ”Og græd du når du så os?”.

Underligt nok bliver tanken om frelsen som en belønning ved livets udgang ved med at dukke op. Som om Gud var en skolemester, som giver karakterer til sidst. Eller måske rettere en bademester, som enerådigt bestemmer hvem der må komme ind i hallen og hvem, der skal blive ude. Salmen her tager første Johannesbrev på ordet: Gud er kærlighed. Gud elsker mennesket, det er det eneste, der er at sige. Det er ikke en egenskab ved Gud. Kærligheden – til mennesket af duft og stof – er Gud. At mennesket frelses fra selvødelæggelsen er ikke en belønning. Det er Guds dybeste længsel.

Salmen har melodi af Lars Sardemann – eller den kan synges på ”Min død er mig til gode”. Endelig har Fuzzy lavet en melodi, hvor to strofer samles til én, ligesom det i øvrigt er tilfældet med salmebogens nr. 720, Året. Fuzzys melodi findes i Kirkesangbogen.

Uge 4. Det gådefulde alligevel

Jeg ved at én og én er to. Tekst: Mirian Due og Marianne Søgaaard, melodi: Marianne Søgaard

I betragtning af hvor meget spørgsmålet om tro som modsætning til viden(skab) fylder for mange mennesker, er det påfaldende hvor lidt, det fylder i vores salmer. I denne uges salme tager Marianne Søgaard og Mirian Due emnet op i en salme, der på en vis måde ikke gør meget væsen af sig, men alligevel får sat ord på en hel del.

Salmen er en personlig refleksion, med et digterisk ”jeg”, som den, der synger, kan identificere sig med eller gå i dialog med. Dermed er den del af en spændende tendens i det 21. århundrede, hvor gode digtere går til salmegenren med uforfærdethed og uden berøringsangst. Mirian Due har fortalt, at hun ligefrem blev opfordret til at forsøge sig med salmegenren på forfatterskolen. Det var nok ikke sket i Poul Borums tid, hvor de fleste kunstnere holdt kirke og tro ud i strakt arm. Salmedigteren gemmer sig ikke bag et ”vi” eller i en henvendelse til et ”du”, men tør sige ”jeg”. Salmen hører dermed til i den kategori, som man måske før i tiden ville have kaldt ”åndelige sange”, sådan som vi kender det f.eks. fra Brorson.

De helt enkle, næsten barnligt enkle, spørgsmål i første strofe åbner for en undren over livet og tiden. En plus en giver to – men hvad så derfra? Så er tingene ikke længere så entydige. Hvorfor er noget til? Hvad er tid?

Anden strofe handler om traditionen, som jo igen hører til blandt de ting som vi véd. De historiske kendsgerninger er noget, man kan gribe til som en form for stedfortrædende tro. Som præst hører man det ofte fra forældre til børn, der skal døbes. Det føles lidt for stort at kalde sig selv for troende, men barnet bæres alligevel til dåben på familiens og traditionens tro. Det smukke og stærke ved det er, at denne tilsyneladende ”lille tro” er så helt igennem stor nok, sådan som vi hører om det 3. søndag efter helligtrekonger, hvor Jesus taler om sennepsfrøet. Troens gåde udfoldes i dette ”Alligevel”, som indleder den tredje strofe.

Der er noget utrolig fint i at lade salmens centrale ord være sådan et upåfaldende ”alligevel”. Det ligner næsten et fyldord, men ordet betegner hele troens paradoks og troens rigdom. Som det lillebitte sennepsfrø rummer dette lille ord troens hengivelse og overgivelse. Jeg ved – og jeg tror alligevel! En moderne formulering af evangeliernes ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Det præcise og ukunstlede sprog i salmen, hele dens form og stil, udtrykker dens indhold. Fint understreget af Marianne Søgaards enkle og sangbare melodi.

I Kirkesangbogen, hvor salmen først blev trykt, er den placeret sammen i afsnittet af salmer om gudstjenesten og det med god grund. Traditionen og kirkerummet bliver indgangen til troen, som en løftestang. Kirkerummet behøver ikke være det fysiske kirkerum, det kan også være tankens kirkerum. Men der er en pointe i at der netop er tale om et rum, hvor man kan være til stede med sin krop og sammen med andre kroppe udgøre et fællesskab. Og der er en pointe i at det netop er i det rum, hvor mange andre før i tiden er gået hen for at gå til gudstjeneste. Troen og tvivlen, som er et vilkår for den enkelte, bæres af fællesskabet. Det er i fællesskab, ”i denne søndags menighed”, at troen og tvivlen kan holdes sammen som en helhed.

Den fjerde strofe griber tilbage til indledningen og slutter eftertrykkeligt: ”Jeg ved, at én og én er to! Jeg kommer til dig i min tro”. Uanset om det forstås bogstaveligt, som udtryk for det, at gå i kirke, eller overført, som det at søge Gud, er meningen klar: Det er troen, som giver bevægelsen.

Uge 5. Vinterstilhed

Som aaret gaar
– Saa vore sind
skal vandre gennem
vinter ind.

Som træet nu
staar tomt og bart,
skal vi det tanke
skue klart:

Hvordan det stod
paa bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod

Og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

Det træ er dødt…

Den 2. december sidste år døde min mor pludseligt og voldsomt og jeg blev tavs. Ikke tavs i prædikener og taler, for arbejdes skal der jo. Men tavs et andet sted dybt nede. Det menneske, som udgjorde et punkt af livfuldhed og glæde i mit liv; et menneske, med hvem jeg stod i en stadig udveksling af tanker, iagttagelser og refleksioner om stort og småt, var pludseligt væk. Det blik, som kun hun havde på mit til tider kaotiske liv, var forsvundet. Og hvad siger man så? Ikke noget. Der blev vinterstille.

En tidligere kollega og veninde til min mor sendte mig nogle ord fra Sarvigs salme til trøst:

De, der har mistet
alt, som I,
dem vil jeg tage
bolig i

usynlig
for alverdens sind
og bie dèr
paa sommervind

Der er en vinterstilhed i mange af Sarvigs digte. En venten på det, der skal komme. To begivenheder står ved begyndelsen af Sarvigs liv som digter: Farens død og Danmarks besættelse. To begivenheder, der på hver deres måde lagde et låg over tilværelsen og gav den en karakter af foreløbighed. Samtidig er der en intens sansning i mange af digtene. En solstråle, der glimter i sneen, en sporvogns hårde træsæde.

Jeg har ofte brugt salmen til alle helgen, netop på grund af linjerne om Kristus, der tager bolig i dem, der har mistet; som en kim af håb. Og jeg har lige så ofte brugt salmen her ved midvinter – kyndelmisse – hvor vinteren har sat sig dybt i kroppen. Opstandelsesbilledet fra Johannesevangeliet klinger med i hele salmen. Faldet ned ”i jordens mørke evighed” er bevægelsen gennem døden og ud til nyt liv. Det er dåbens bevægelse gennem vandet til frelse og måske også sorgens bevægelse frem mod en ny glæde over det menneske, der var. Et nyt håb bygget på dén kærlighed, som favner både levende og døde.

Citaterne her i artiklen stammer fra den første version af salmen, som findes i bogen ”Min kærlighed”, med undertitlen ”Epilog til en digtkreds”. Epilogen udkom i 1952, efter fire år uden digte fra Sarvigs hånd. Alle de tidligere digtsamlinger, fra debuten ”Grønne digte” (1943) til prosadigtet ”Legende” (1946), rummer tekster med et religiøst kristent indhold. ”Menneske”, det sidste bind i den oprindelige digtkreds, slutter med ”Frostsalme. For to eller tre” og det helt korte digt ”Ordet”. Og så kommer altså, efter nogle års pause, ”Min kærlighed”, der åbner med ”Aaret”, som jeg her har citeret. Sarvig genudgav det adskillige gange, altid i let ændrede versioner. Alligevel står det stærkt og skrapt skåret, i tyve korte strofer, som om han igennem de foregående digtsamlinger har fået skrevet sig frem til kernen af, hvad han vil sige, og nu efter nogle års pause er klar til at få det sagt.

Det er en salme, som rummer liv, død, opstandelse og håb. Den rummer den moderne tids motorlarm, der fræser gennem landskabet. Og den rummer en inderlig tro på at Kristus tager bolig i os, sådan at det nye træ vokser frem i hjerterodens forgreninger af vener og arterier. Dåbens bad af nåde og nadverens liv i Kristus er antydet, men netop som det usynlige i en vinterstille verdens venten.

For nogle dage siden besøgte jeg Sarvigs grav i Bavelse ved Glumsø. En grav helt uden blomster eller pynt. På overfladen er der intet liv, kun en enkel sten placeret yderst, ligesom på kanten af kirkegården, højt oppe i landskabet. Dér vender den væk fra kirken og kirkegården, ud imod det stille vinterlandskab med de høje træers nøgne grene som tavse vidner på, at livet venter i skjulte spirelag.