Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i. Luk 1, 1-4

Prædiken:
”Hvad er sandhed?” spurgte Pilatus som verdens måske første attituderelativist.

I gymnasiet læste vi i ”Vildanden” hvordan Ibsen lader en af sine karakterer sige at ”tager man livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager man også lykken fra ham”. Det er en besnærende tanke, at disse gennemsnitsmennesker altså er henvist til at leve på løgnen, mens nogle særlige andre – og jeg var vel ikke den eneste teenager med hang til at inkludere mig selv i disse ”andre” – har styrken til at leve sandt og ærligt.

Men der findes ikke det menneske, som kan leve uden en fortælling om sig selv og sit liv. Det er gennem fortællinger at vi forstår os selv og vores verden. En anden forfatter, Günter Grass, brugte løget som billede. For hvert lag, man fjerner, er der blot et nyt lag. Der er ikke tale om at komme ind til nogen kerne. Et menneske er sine fortællinger og der ligger et vist hovmod i at ville kende den fulde sandhed om sig selv. At vælge sig én fortælling og undlade at forholde sig til alle de andre, kan måske kaldes at bemægtige sig historien om sig selv. Men er dét så sandheden?

Fortællingens magt er stor, og den, der slipper fortællingen løs, frisætter en vældig kraft, som ikke nødvendigvis er af det gode. Uden fortællingen om det tredje rige, genrejsningen af fortidens kejserdømme, havde det tyske folk måske ikke være så modtageligt for den nazistiske propaganda. Holocaust er et grelt eksempel, som undsiger sig enhver sammenligning. Men mange andre destruktive begivenheder og skæbnesvangre beslutninger har hentet deres næring og deres fremdrift i stærke fortællinger.

I Lukasevangeliets første vers er det fortælleren magtpåliggende, at fortællingen er ham overdraget. Fortællingen, eller rettere sagt fortællingerne i flertal, kommer fra nogle andre, øjenvidnerne og ordets tjenere, og genfortællingen tjener til at sætte både Lukasfortælleren og Theofilus i forbindelse med den overleverede historie.

Sandheden kommer altså ikke af det selvoplevede, selvfølte eller selverkendte. Sandheden kommer udefra.

Indledningen til Lukasevangeliet er en koncentreret beskrivelse af gudstjenestens situation, hvis vi tænker på gudstjenesten som dét sted, hvor vi sætter os i forbindelse med en fortælling, som er uden for os selv og som derfor ikke lader sig bemægtige. Samtidig er det i dybeste forstand netop dén fortælling som rummer sandheden om den enkelte og sandheden om ethvert menneske. Derfor er det på én gang en dybt personlig fortælling og én fortælling, som vi både bogstavelig talt og i overført betydning hører i gudstjenestens fællesskab.

I søndags (2. s.e. trin I, red) var det de fattige, blinde, vanføre, lamme og vildfarne, der blev inviteret til gudstjeneste. Alle vores fortællinger om alt det vi har og alt det vi kan og alt det, vi er, træder i baggrunden til fordel for dén fortælling, som vi ikke skal leve op til, men leve ud af. Den helt store fortælling, frelseshistorien, om verdens skabelse, fald og genløsning i Kristus, bliver os til del; rykker på sæt og vis ind i os, som enkeltmennesker og som fællesskab. Vores tilbliven, mødet med vores næste, hvor vi falder gang på gang og igen står ansigt med alt det vi ikke har og ikke er og ikke kan og genløsningen i nok engang at blive inviteret ind til den himmelske festbanket for at få at vide at vi sidder dér, til højbords, som Guds udvalgte, hellige og elskede.

Det er dén fortælling, som vi sætter os i forbindelse med idét vi holder den for sand, i troen. Uden sandheden er evangeliet – og de fire evangelier – en række fortællinger på lige fod med andre gode og stærke fortællinger. Men idet vi tror på den sandhed som evangelierne bærer frem, bliver evangeliet også fortællingen om dit liv og om mit liv og om vores liv. Evangeliet bliver dén fortælling, som alle vores andre fortællinger holdes op imod, prøves imod, gennemlyses af.

Vi kan ikke undvære de andre fortællinger, dem vi i en stadig strøm skaber som enkeltmennesker og som fællesskab. Men vi kan udsætte os selv for den anden fortælling. Den hvor vi ikke selv fortæller, men bliver fortalt; en fortælling om skabelse, fald og forsoning. En fortælling om at få sit liv givet tilbage til sig. En fortælling hvor det at leve ærligt, som et sandt menneske betyder at leve som et elsket menneske. En fortælling om Guds kærlighed.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Prædiken holdt ved Københavns Stifts præstekonvent 2021