Laurie er død

og som det så ofte er med døden, så bliver han så nærværende netop nu, hvor han er væk. Hans knoklede skikkelse, senet og solbrændt, malerpletter på tøjet og sin særlige lugt af piberøg og Lassefar.

Han var ærke-christianit. Var vist ikke med til at vælte plankeværket, men næsten, og han holdt stædigt fast i idealerne. Jeg lånte hans sted på Fredens loft en sommer, mens han var hjemme i Norge for at ”springe på fjeldet”, som han altid sagde. Eet stort rum under taget, med en seng i den ene ende og et gasblus i en slags køkkenafdeling sådan cirka på midten. De tunge gasflasker slæbte han på ryggen op ad de store gamle trapper i Fredens ark. Da jeg boede der, var jeg altid nervøs over de trapper. De henlå i halvmørke og man vidste aldrig om man ville blive nødt til at passere pushernes store sorte hunde for at nå helt op under loftet til Lasses sted. Henne i nærheden af døren stod et gammelt klaver og der var forskellige siddeanordninger, midt i rummet stod et toilet frit fremme til fri afbenyttelse. Det var dengang Christiania fik al sin strøm fra en enkelt elmast ude på Bådsmandsstræde, så der var strenge regler for elforbrug. Man kunne godt have køleskab, men ikke fryser. Og selvfølgelig slet ikke egen vaskemaskine, tørretumbler, solarium, vandseng og andre energislugere. Det var alle de pushere, der boede i Fredens ark, fløjtende ligeglade med, men ikke Lasse. Det varme brusebad bestod i en haveslange der lå ude på taget. Når solen skinnede havde man så et par sekunders varmt vand og derefter den temperatur, der nu kom ud af hanen. Al den øvrige plads var fyldt op af billeder, lærreder i lag op ad væggene.

Laurie tegnede

vignetter og illustrationer til Ugespejlet, hvor man som regel også kunne finde en reklame for Croquis-værkstedet. Værkstedet var Lasses opfindelse, helt bevidst placeret midt i pusherstreet. Det var Lasses måde at kæmpe imod at handlen med hash og stoffer skulle overtage fuldstændig. Jeg stod nogle gange croquismodel derude, om mandagen fra 12-14. Det betød at man ankom til en søvnig morgenstemning og gaden var næsten tom, på nær et par gamle branderter på Morgenstedet. Og så Lasse og et par stykker mere, der var parat til arbejdet inden for. Lasse tegnede ikke, han malede direkte på lærredet og var fremragende. På 20 minutter havde han styr på form, balance, tyngdepunkter. Han havde en teknik med at preparere lærrederne i forvejen med farver og bevægelse. I løbet af de to timer fyldte han så et lærred eller to. Som timerne gik, vågnede gaden op. Undrende turister kiggede ind imellem ind gennem de store gamle vinduer, som var blevet brugt til at lave croquisværkstedets ene væg, og kl 14, når man dumpede ud i verden igen, var der et helt andet liv derude. Jeg husker det som om der altid holdt en varevogn med åbent lad og ”I kan ikke slå os ihjel” spillende ud over den lille plads ved Morgenstedet. Men måske var det bare en enkelt sommerdag, hvor farverne lyste særlig varmt på den støvede vej.

Laurie inviterede

Min første, sidste og eneste koncertoptræden i udlandet skyldtes Lasse. Han havde hørt mig spille til en koncert for kirkemusikskolens elever. Da en gruppe christiania-kunstnere skulle udstille i Bergen sammen med Lasse, inviterede han mig til at spille det samme stykke i en kirke deroppe. Rejsen var et eventyr; togturen derop med stop på bjergkammen, Jølstervatnet og bevidstheden om, at ikke ret langt væk lå en gletscher på lur. Til koncerten spillede Lasse på sin hardangerfele sammen med sin ven, komponisten Ketil Hvoslef. En stjernedygtig orgelstuderende fra Korea spillede et af Hvorslefs værker for orgel. Det var som en rejse til en drømmeverden. Som om den stadige støvregn, den våde luft, åbnede for andre rum i sjælen.

Laurie dansede

også ballet, og havde mange planer for optrædener, vi kunne lave, hvor jeg skulle spille til. Ellers var hans bidrag til kirken mest med sin kirkekunst, ofte på bestilling fra vennen, Erik Bock. I Hellig Kors kirke hang engang et vidunderligt dåbsbillede. På billedet ses hele dåbsfølget omkring kirkens gyldne døbefont. De har fødderne i vandet, som står op over de nederste trappetrin. Det skulle vise hvordan Jordanfloden i sin overflod af nåde flød helt ind i kirken. Skikkelserne var selvfølgelig nøgne, sådan malede Laurie helst. Det måtte ikke bare være smukt, selv om det netop var dét, han var så god til; at male yndefulde fresco-lignende skikkelser. Ofte malede han de smukkeste lærreder og gik så straks i gang med at ”ødelægge” dem, gerne ved at tilføje lidt blasfemi. Engang havde jeg udset mig et lille fint billede af engle, der fløj på en himmelblå baggrund, som dåbsgave til en niece. Indtil en veninde gjorde opmærksom på at de nøgne engles aktiviteter dér oppe på himlen var ganske jordiske og kødelige. Jeg kan høre hans latter for mig som jeg skriver.

Laurie flyttede

på sine gamle dage til Bergen. Jeg selv fik mand og børn og fast arbejde og så ham ikke i årevis. Men det var godt at vide at han gik rundt deroppe, den gamle gubbe, og lo ad verdens skæve gang.
Jeg vil savne ham i verden. Nu vil hans latter og hans skarpe blik følge med fra himlen, sammen med de nøgne engle i gang med deres elskovssysler.

Hvorfor er kærlighed så vigtig

for menneskene.

Måske er det selve livets drivkraft.

Måske er kærligheden kreativiteten

og derfra begyndelsen til alt liv

hvilket kan gives betegnelsen Gud.

Laurie Grundt