Når noget gør ondt skal det ordnes, så smerten kan holde op. Lidelse er et problem, der skal løses. Sådan tænker de fleste af os vel. Og det er da også svært at forestille sig noget mere ufølsomt end at sige til en person i smerte eller sorg at der er noget godt i lidelsen. Derfor kan det virke underligt, måske ligefrem frastødende, at den kristne tro har et lidende menneske som sit centrum. Det er heller ikke noget vi bryder os om at gøre alt for meget ud af. Lundehus kirke er tidstypisk hvad det angår: Der er ingen afbildninger af den lidende Kristus. Der er kors, både i hvælvingerne og på alteret, men det er tomme kors. Korset som symbol. Man kunne også sige at det er korset efter opstandelsen. Fortællingen sluttede som bekendt ikke med Jesu død på korset. Hans nærmeste fik lov til at tage ham ned af korset og begrave ham allerede samme dag. Og lige som dengang, han blev født, blev han lagt til hvile på et leje, der ikke var hans eget, men et lån fra Josef fra Arimatæa. Det var dén hule kvinderne kom til søndag morgen, den første dag i ugen. Det var dér, det hele begyndte, da kvinderne vendte tilbage fra graven med budskabet “Han er opstået, han er ikke her”. Det er altså med god grund at korset er tomt. Korset er blevet et opstandelseskors i stedet for et langfredagskors. Sejren har afløst lidelsen.

Sådan har det bestemt ikke altid været. På Museum Lolland-Falster, i Maribo, findes en fin lille udstilling om krucifikser. Her kan man se hvordan man i perioder har dyrket lidelsen. Den gyldne, sejrende Kristus, som vikingerne blev omvendt til, får træk, der er mere og mere menneskelige. Kroppen synker sammen, så man virkelig ser hvordan kroppens vægt hænger i naglerne på korset. Hovedet bøjes ned i smerte og ansigtet har tydelige træk, der viser lidelsen. På udstillingen ses det, hvordan man kan spore mange lag maling på det samme krucifiks. I 1300-tallet ændres bemalingerne, så blod og sår bliver fremhævet. På nogle af de udstillede krucifikser vises korset som livets træ, der er blevet fældet og har fået grene og kviste kappet af. Fortvivlelsen synes total.

Det er ikke svært at forstå, når man tænker på hvordan lidelse og død var nærværende i menneskers liv i middelalderen. Men i dag? I dag vil vi hellere tænke at lidelsen kan undgås. Vi hylder gerne dem, der står på toppen. Dem, der overvandt problemerne og har en succeshistorie at fortælle. Det handler om at have noget at stræbe efter, noget at inspireres af og se op til. Den lidende Kristus forstyrrer den fortælling. Ingen grund til at stræbe efter at komme til at hænge der på korset. Bevægelsen går den anden vej. Det er ikke os, der skal stræbe efter noget, men Jesus der kommer til os; i lidelsen. I dag er det ikke pest eller koldbrand, der får os til at lide. Lidelsen er måske mere usynlig, men den er der. Den er i os og den er omkring os, selv om vi helst vil gøre de syge, de fattige og de udstødte til tal på et regneark. Det er i lidelsen Kristus kommer os nær med budskabet om, at selv om du er ramt på dit liv, din tilværelse og dine relationer, så er du ikke skadet i den inderste essens af dit væsen. Det er budskabet i den lidende Kristus. Det dybeste mørke er ikke et gudløst sted. Der er ikke noget, der hedder et uværdigt liv, for Jesus har stillet sig solidarisk selv med den mest fornedrede. Der er ikke noget liv uden ansigt, for Gud kommer til den, der lider. Det er altid et ”jeg” og et ”du”, når Gud løfter sit åsyn mod dig og giver dig fred.