Kristi himmelfart – konfirmation, 13. maj 2021 kl. 10.30
LUNDEHUS KIRKE
”Hvordan går det?” er et enkelt spørgsmål. Men det er ikke altid så let at svare på. How are you? Siger man på amerikansk. Da jeg som ganske ung opholdt mig i USA lærte jeg på den hårde måde – eller rettere sagt på den pinlige måde – at det ikke er meningen at man faktisk skal begynde at fortælle om hvordan man har det. “How are you” betyder simpelthen ”goddag” og man svarer med et ”fint, tak” eller – hvis man virkelig har det elendigt – måske med et ”I’m ok”. Men, spøg og pinligheder til side; det er jo ikke kun i den slags situationer at det kan være svært at finde de rigtige ord. Det er faktisk rigtig svært at sætte ord på den slags: Hvordan man har det, hvad man føler, hvad man oplever. Tænk bare på fodboldspilleren, der lige har spillet en fantastisk kamp og får stukket en mikrofon op under snuden. Vi ved at oplevelsen må være helt utrolig – men de ord, der bliver hæftet på, siger som regel ikke så meget. Det er simpelthen svært at finde et sprog for det største og det vigtigste og det dybeste.
Gå ud og prædik! Siger Jesus. Prædik frelse og fortabelse! Og det har vi så forsøgt i nogle århundreder. Med større og mindre held. Jesus selv fór til himmels. På gamle altertavler og kalkmalerier ofte illustreret med et billede af Jesu fødder på vej op i en sky. For hvordan skulle man ellers vise det? Hvordan maler man et billede af det, der ikke er her?
Jesus kaldes også for Ordet. Fordi han i sig rummede det hele. Kraften til at skabe og til at helbrede, det vigtigste og det dybeste. I beretningerne om Jesus er det tydeligt at de fleste bare på en eller anden måde fornemmer, at det er sådan. De vil gerne holde sig til ham, for hvor han er, er der liv, kærlighed, håb, glæde. Men da han fór til himmels fik vi til opgave at finde ordene. De ord, der skal beskrive vores liv, vores kærlighed, vores håb og vores glæde. Og også nogle gange vores frygt, vores sorg og vores indre mørke.
Derfor er der mange ord her i kirken. Fordi vi kræver meget af vores ord. De skal kunne alt det. Derfor har vi også brug for musikken. Fordi den løfter ordene, folder dem ud og bliver sit eget sprog, ord på sjælens sprog. Vi har også brug for særlige ord, som ikke bruges så meget i det daglige. Ord som nåde og miskundhed, synd og forsoning, forlad os vor skyld og ske din vilje. Og kærlighed på tusind måder. “Kærlighed” siger vi igen og igen, for at give netop dét ord hele den store og rige betydning, som hænger sammen med alle de andre ord. Man kan leve fint og godt i årevis uden de ord. Men i løbet af et liv får man brug for dem engang imellem. Så er det kun de store og sjældne ord, der kan udtrykke, hvordan, man har det og hvad man oplever. Så er der brug for musikken, skønheden og de særlige ord. Giv mig nåde og miskundhed. Så mærkelige var de ord Kim Larsen fandt frem, da han stod ved slutningen af livet. På coveret til dét album står han med stok og lang frakke. Han vender væk fra os der ser på billedet og har i stedet ansigtet vendt mod en vidt åben himmel, som om han er lige på vej derop, lige i hælene på Jesus. Nu var Kim Larsen ikke Jesus, han var blot en af de mange, der forsøgte at sætte ord og musik på de spørgsmål: Hvordan har du det? Hvad føler du? Hvad oplever du?
Også de små tekststykker, jeg har læst i dag fra Bibelen, er skrevet af mennesker, der forsøgte at sætte ord på. Nogle bruger krigeriske ord som ”magtfulde scepter”, ”hersk” og ”Kampdag”, andre bruger skræmmende ord om dom, slanger og dæmoner. Alle forsøger de at sige at den kraft, der udgår fra Ordet er noget helt særligt. Altså Ordet, som i Jesus Kristus selv og ordet om Jesus Kristus. Dét er pointen: Han er her ikke, han fór til himmels. Men netop derfor er han her alligevel, i Ordet. Det er egentlig det enkle, som vi bruger så mange ord på at få sagt: I det Ord er der kærlighed; nok til at trøste alle ensomme sjæle i hele verden. Der er glæde; nok til at få hele jorden til at danse. Der er tilgivelse; nok til at bryde alle forskansninger og mure ned. Og der er styrke; nok til at give alle undertrykte og bange sjæle mod til at handle næstekærligt. Der er også kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke nok til alle os, der er her i kirken i dag. Til jer, der er unge, og står i begreb med at begive jer ud på det ufatteligt smukke, spændende og udfordrende eventyr, som er livet. Og til os, der er halvgamle og trætte og har prøvet at træde ved siden af en gang eller to eller flere. Det er der. Også i vores liv. Det er lige her, i Ordene, i fortællingerne, i dåbens vand og i nadverens brød og vin.
Der er heldigvis mange, der er gode til at sætte ord på. Digtere, fortællere, musikere og komponister. Alle de ord og toner, kan vi andre låne af. Men det vigtigste er ikke de ord, vi kan låne for at sige dem. Det vigtigste er, at vi også selv kan være de ord. Vi kan selv gå ud i verden som kærlighed, glæde, tilgivelse og styrke. Og når vi så synes at vi ikke har mere at give af. Så kan vi gå hen i kirken, f.eks, eller til salmerne, til Bibelens fortællinger, til musik eller billeder. Og dér kan vi hente mere af det hele, så vi har mere at give ud af.
Det er den frelse, som der tales så meget om. Frelsen er ikke en præmie, man får til sidst. Frelsen er det at have fundet Ordet, kilden, hvor kærligheden aldrig slipper op.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen
