Grænseland

Højt oppe på Taksigelseskirkens tårn sidder en grå mindeplade, som man knapt bemærker, når man cykler forbi. Hvis man alligevel standser op og lægger nakken lidt tilbage, kan man blive klog på, hvorfor kirken på Jagtvej hedder som den gør: ”Taksigelseskirken rejstes […] i taknemmelighed over Guds beskærmelse af Danmark i verdenskrigen 1914-1918 og for Sønderjyllands genforening med kongeriget”.

Da kirken blev bygget, var det allerede nogle år siden Danmark havde fået sin nye grænse mod syd. Næste år ved denne tid kan den dansk-tyske grænse fejre sit 100 års jubilæum. Forud for grænsedragningen gik en nervepirrende afstemning. Man bad simpelthen befolkningen om at afgive deres stemme: Ville de helst være danske eller tyske? Det har ikke været et let valg for dem, der følte at de hørte hjemme i begge kulturer, men vælges skulle der. I dag tjener grænselandet som forbillede for andre nationer, ikke mindst fordi man indførte en udstrakt grad af mindretalsbeskyttelse. Altså beskyttelse af tyskere på den danske side af grænsen og danskere på den tyske side.

Fælles forargelse

Den slags nuancer kan det være svært at trænge igennem med i dag. Hvem er danske? Hvem er indenfor og hvem er udenfor? Netop det spørgsmål stod til debat i begyndelsen af året, da en avis i mangel af nyhedsstof havde gravet en gammel historie frem: En studerende havde problematiseret linjen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Hvad nu hvis man ikke er blond? Skal man så føle sig udenfor? Er man så ikke dansk (nok)? Den efterfølgende forargelse gav i hvert tilfælde fællesskabsfølelse i det virtuelle øltelt. Alle ville være med.

Selv huskede jeg godt følelsen af at synge ”Den danske sang…” og pludselig blive sig sit mørke hår bevidst. Det var ikke så multietnisk i Vestjylland i 70’erne og almindelig dansk mellemblondt hår er som bekendt helt lyst i barneårene, så vi ikke-blonde udgjorde et klart mindretal. Følelsen kom igen når vi sang om ”Pigernes latter og lyse hår” i en af mine yndlingssange, ”Danmark nu blunder”.

At høre til

Følte jeg mig så udenfor? Marginaliseret? Udansk? Selvfølgelig ikke. Sangene blev på deres egen indirekte måde en slags bekræftelse af alle familieskrønerne om kulsviere, tatere, spanske sømænd og andre eventyrlige karakterer fra familiens fortid. Det satte fantasien i sving, og jeg var nærmest lidt stolt over alt det eksotiske og særlige, der måtte ligge i det mørke hår. At det skulle være tegn på at jeg en eller anden måde ikke var dansk (nok) faldt mig – selvfølgelig – ikke ind. Og så er vi måske fremme ved pointen: Det handler om at høre til. At føle sig som en del af fællesskabet. En krænkelseskultur kan kun afmonteres hvis vi insisterer på et rummeligt fællesskab, hvor man ikke behøver at være ens.

Kuren mod krænkelserne er ikke at gøre livet til et stort forhindringsløb i forhold til hvad man må sige og mene (selv om almindelig høflighed og fingerspidsfornemmelse altid er en god ting). Det løser heller ikke noget at udskamme de krænkede. Krænkelseskulturen går hånd i hånd med udskillelseskulturen. Hvor politikere synes de har ret til at definere hvem der er ”rigtige danskere” ud fra tørklæder, håndtryk eller navne. Hvor holdninger til kød, flyrejser eller pels bliver til markeringer og grænsedragninger i stedet for noget, vi kan tale om. Det kan være fint med grænser. Alt behøver ikke flyde sammen. Men det gælder om at lade dem være åbne, så vi kan gå ind og ud. Gå på besøg i hinandens forskellighed. Beskytte mindretallene. Under mindepladen i tårnet på Jagtvej er der en dør. Den er ofte åben, og sådan ligger byens kirker som de åbne døres bastioner. Der er plads til fællesskab i forskellighed. Især hvis du også kommer forbi.

Bragt som klumme i Østerbro Avis, uge 14, 2019