Landemode er en årlig begivenhed for præster og menighedsrådsmedlemmer. Temaet for årets landemode i Københavns Stift var “Helligånden”, hovedtaler var professor Niels Henrik Gregersen. Jeg var inviteret som en af 5 talere til at give et kort indlæg, der på forskellig måde belyste aftenens tema. De øvrige talere var natkirkepræst Signe Malene Berg, MF Mette Bock (LA), menighedsrådsformand Inge Lise Pedersen og økonom Niels Kærgård. Jeg var blevet bedt om at sige noget om “Helligånden og den østlige inspiration på luthersk”:

“I Danmark har vi tradition for at se Luther gennem Kierkegaards prisme. Luther er individets teolog, han er mennesket, Coram Deo, han står der og kan ikke andet, på kanten af den tid, der frisatte individet. De første mange hundrede år er det gået forrygende. Individet er blevet sat fri til at leve, elske, rejse. Tænke, eksperimentere, opleve, udvide og berige sit liv. Der er ikke den indkrogethed, som ikke lader sig udforske. ikke den fold i sjælen, som ikke lader sig omsætte til kunst og liv, til impuls, fremdrift og skabelse. Luther-mennesket er helten, der rejser ud og går gruelig meget ondt igennem. Helten lader sig ikke kyse, hverken af kejseren, Paven eller horder af vrede bønder. Kamp må der til! Individet er rejst ud, eller rettere ind –  i sit indkrogede selv, en rejse gennem århundreder, og finder sig nu, hvor det er blevet sent, efterhånden frit svævende, som Major Tom, floating in his tin can, far above the world.

Dér vågner vi op, salige, endelig alene. Der er ikke mere at kæmpe for, trådene er redet ud. Den tunge bagage af fortid, tradition, relationer, der binder, arv, der forpligter er afstødt, som den enorme motor, der med en vældig kraft skød vores jeg-kapsel ud i rummet.
Endelig svævende ser vi på de andre jeg-kapsler. De svæver frit, som os. Skilt fra os, som boblerne i bækken. Vores rejse ind i mennesket, førte os væk fra hinanden. Fællesskabet er overladt til alle og ingen.

Men lad os se igen! Lad os vælge et andet prisme at se igennem. Tag Maria! Tag en glødende ikon, Maria med sit barn, en kvinde malet på munke-øen Athos, hvor intet kvindeligt væsen må komme. Da jeg nu vidste at jeg skulle tale her i dag besøgte jeg min ven Georgios. Han lærte at male ikoner på Athos. Siden blev klosterlivet skiftet ud med et liv i Danmark, med ansvar for en søn. Det menneskelige blev en forstyrrelse, men en kærkommen forstyrrelse. På ikonen er Maria, den ophøjede, theotokos, gudfødersken. Luther henter Maria ned på det lave, hun bliver det eksemplariske menneske, ikke hellig i sig selv, men alligevel helliget, oplyst af Helligånden.

Luther skriver det ligeud i den store katekismus: Helligånden helliggør. Det er til stor forvirring for individets jeg-teologer, der dyrker øjeblikket og placerer mennesket balancerende på en knivsæg mellem allerede og endnu ikke. Der er ingen gradbøjning, ingen proces. Det var jo hele Luthers projekt, at retfærdiggørelsen suverænt tilhører Gud. Det er troen alene der gør retfærdig, ikke tro virksom i gerninger. Han skrev det ene kampskrift efter det andet for at holde fast i den erkendelse: Mennesket kan intet gøre selv, der er ikke noget ”facere quod in se est”.
Men helliggørelsen, den ligger som en gemt juvel og glimter i Luthers skrift og tanke. Livet er en vandring, og med nadverens brød og vin som madpakke går vi frem, kæmper mod den gamle Adam og lader det nye menneske vokse frem.

Set fra øst er det meget enkelt. For når Gud giver troen som gave, så er dén gave Kristus selv. Kristus bor i os ved troen og ved det frydefulde bytte låner vi os til alt det, vi ikke selv har. De evner, vi mangler i vores syndige væsener for at kunne elske, at kunne tilgive, for ikke at bringe vores broder eller søster til fald, dem får vi, det er troens gave. Eller som min ven Georgios siger: Theosis (altså helliggørelse) er at have Gud i hjertet. Det er noget, man mærker, når man beder, synger, maler ikoner eller gør godt over for sin næste. Det er ikke moral, det er ikke selvretfærdighed, det er rent nærvær. Det er som at bestige et bjerg, men med den forskel, at hvis man forventer at nå toppen eller bare nærme sig den, så triller man lige lukt ned på sletten igen.

I fortolkningen af Marias lovsang skriver Luther at vi mennesker har det med at ville se op til det høje i modsætning til Gud, som ser nedad, til det lave, for han har ingen eller intet over sig eller ved siden ad sig. Dér kan vi så stirre lige så længe vi vil, efter Gud, efter de moralske tinder eller andre tinder, vi finder kun vores eget spejlbillede og vores egen ensomhed. Det, vi har brug for, er at se i samme retning. Dér findes den tro, som er til at leve og dø på. Det er dér håbet iklædes virkelighed og øjeblikket får udstrækning i tid. I fællesskabet får troen form og skikkelse. Vi har brug for hinanden, for vi har brug for at elske, at vise barmhjertighed, at gøre godt. Ikke ud af os selv, men ud af Kristus, som lever i os.
Da jeg besøgte Georgios var han i skidt humør. Han havde lige ladet sig franarre en stor pengesum i den tro at han hjalp et andet menneske. Det svier, at blive udnyttet og løjet for. Men han troede, han hjalp, det er en trøst. “Det er også theosis”, siger Georgios, “man skal gøre det gode”.

Julie Damlund, 5. oktober 2016