Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Prædikerens Bog 3,1-11

Utidig

Tænk hvis de lå sådan, ordentligt ved siden af hinanden, tiderne. I pæne kategorier, så man vidste, hvad man havde at regne med. “Nu er det tid til at danse”, “nu er det tid til at holde klage”. Det er så pinligt når man gør det modsatte og danser, mens alle andre klager – eller omvendt kun har lyst til at klage når alt omkring én går op i en højere enhed af fællesdans. Eller tænk hvis man på forhånd vidste at man godt kunne glemme alle sine anstrengelser for at sy sammen, fordi det faktisk var tid til at rive itu. Eller hvis man vidste besked, så man aldrig aldrig kom til at omfavne på de forkerte tidspunkter.

Som regel falder tiderne over hinanden, halser efter hinanden, eller hænger fast i andre, allerede tilbagelagte tider; kæmper om pladsen. Ofte slår tiden følge med tvivlen. Er det nu? Var det tiden til at tale? Eller var det i virkeligheden tiden til at tie?

Alt er til stede

Og så er der de tidspunkter, som er uden for tiden. Når døden rammer og der går hul på tilværelsen. Det er tiden, hvor man mister, men også tiden hvor man samler. Den døde kommer nær. Al den tilbagelagte tid, man delte, kommer ligesom til stede i ét nu. Fraværet af et elsket menneske, får netop dét menneske til at manifestere sig så levende. Nuets ikke-væren bliver en intens væren i tanker, følelser og minder samtidig med at sorgen afmægtigt kaster liner ud i den fremtid, som nu skal bygges om, iklædes andre forventninger og planer.

En veninde sagde for nylig til mig: ”Da min mor døde, var det som om alt blev min mor”. Jeg forstod hvad hun mente. At forholdet til moderen ikke længere var en relation til et konkret menneske med et sted og en tid i verden, og at den relation derfor var på spil over alt. Kærligheden til moderen mistede sin rettethed og rykkede ind i hende i stedet, så hun nu oplevede igennem den. Relationen til moderen blev den rude, hun så verden igennem.

Ifølge prædikeren skal vi affinde os med at det tilkommer Gud at lægge tiderne til rette for os, udmåle dem. Vil skal blot bie og tage imod den tid, der kommer, hvordan den så end er, og hvad den så end bringer med sig. ”Time will come and take our love away” siger Shakespeare i en af sine sonetter. Han skriver om vemodet ved at leve med tiden som vilkår. Fordi alting eksisterer udstrakt i tid, vil alting blive til og forgå i en stadig vekslen. Også det eller den vi elsker, vil tiden æde sig ind på, for til sidst at tage den elskede fra os.

Tidens fylde

Læser man prædikeren i Septuaginta, den antikke græske oversættelse af Det Gamle Testamente, er der to forskellige ord for tid i spil. I den første linje, alting har en tid, står chronos for tid. Vi har ordet på dansk f.eks. i kronometer, en gammeldags betegnelse for et ur. Et kronometer er netop et apparat, der måler tiden, sådan som det angives med visere, tal og streger. En tid sat sammen af lige store stykker, der tilsammen giver en bestemt udtrækning.

I det følgende vers, En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at… står et andet ord for tid, nemlig kairos. Ordet henviser til det bestemte tidspunkt. Et tidspunkt bundet til en nærmere defineret situation. Kairos kan også betyde ”det rette øjeblik”, sådan som det ofte ses i Det Nye Testamente. I den forstand er kairos en form for tid, der ophæver tiden som udstrækning. De to betydninger mødes i udtrykket ”tidens fylde”, som for eksempel findes i Paulus’ brev til Galaterne: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn…”. Tiden er igen repræsenteret ved ordet chronos, men der er sket noget. chronos er ikke længere en nøje udmålt række af lige store bidder. Tiden er fyldt ud og fyldt op af dén begivenhed, som samlede alle tider i sig.

At få det tabte tilbage

Jesus blev født ind i tiden som den, der var til stede ved verdens skabelse og som den, der skal blive alt i alle når tiden ophører. Men han er også den, som giver den tid, der løb os af hænde, tilbage til os. I forsoningen er tiden aldrig forpasset. Selv den tid, der gik, bliver ny. Jesu liv, død og opstandelse er som et oprør mod tidens forslugenhed: At den, som Shakespeare skriver, berøver os det, vi elsker. I Kristus behøver vi ikke længere leve udspændt imellem alle livets forskellige tider. Det, vi har mistet, får vi tilbage. Det som vi samlede, kan vi dele ud, og det som vi spredte, finder vi igen. Guds nåde er den fylde, som ophæver tiden. Vi både planter og høster i samme nu, uden at vi véd hvordan det sker. Det er altid tiden til at elske og altid tid til fred. Dér er evigheden, eller rettere sagt her; lige nu og her. I livet fri af kronometerets stumper og stykker. Et liv hvor tiden ikke længere er stykkevis og delt.

For alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Men da tidens fylde kom, fik vi evigheden som gave og alt det med tidspunkterne – blev lykkeligt ligegyldigt.

En version af denne artikel blev bragt i Grundtvigsk Tidende, nr. 5, 174. årg, 14 juli 2022

Illustration: Alcides Herrera