Posts tagged jul

Hemmeligheden – en julerefleksion

For nogle dage siden havde jeg passet åbningstiden i Lundehus kirke, da vores kirketjener var nødt til at blive hjemme på grund af den dér virus, I ved.

Jeg hyggede mig gevaldigt og tiden fløj af sted. Vel hjemme igen fortsatte dagen med dens pligter, børn skulle hentes, indkøb gøres. Indtil det pludselig gik op for mig at jeg havde forladt kirken uden at slukke lysene inde i kirkerummet.

Jeg sprang på cyklen og drønede af sted, mens alle tænkelige katastrofetanker fór igennem hovedet på mig og jeg for mit indre blik så brandbiler og blå blink foran kirken på Strødamvej. Det er som om hele dette års undtagelsestilstand gør at følelserne sidder uden på tøjet. Angsten og bekymringen ligger lige under overfladen, der er ikke ro nogen steder, fordi alting hele tiden bliver lavet om og alting hele tiden går i stå pga. sygdom eller testsvar, der lader vente på sig.

Kirkerummet

Endelig nåede jeg frem og fik låst mig ind. Og trådte ind i et kirkerum så roligt og smukt, som jeg forlod det. Eller nærmest endnu smukkere i aftenmørket. Træets varme farver glødede, sølvet funklede og rummet stod tyst som om det ventede på noget, som gemte det på en dyb og smuk hemmelighed.

Lige så stærk som uroen var få minutter tidligere, var nu roen og følelsen af at være omsluttet og favnet af det fløjlsbløde mørke. Det er som om selve kirken er stalden, hvor Maria og Josef søgte ly og hvor Maria fandt et leje at ligge på, så hun kunne føde sin søn julenat. Lysglobens ene tændte lys mindede om det strålende lys, som ofte udgår fra Jesusbarn på malerier, der fremstiller fødselsscenen. Her er den glæde, som ikke vakler, verdens dybe hemmelighed: At Gud allerede har elsket os til frihed og frelse, at lyset allerede er kommet til verden og nu stråler i nattemørket. Forbindelsen, mellem lyset, der udgår fra barnet i stalden, opstandelsens lys i den mørke grav og det lys som med Guds kærlighed skinner ind i vores indre mørke.

Krybberummet

Der bliver ingen julegudstjeneste i Lundehus kirke i år – eller i landets øvrige kirker. Men døren er ikke låst. Rummet står her, med sin ro og sin dybe hemmelighed. Som stalden, der bare ligger dér og venter på at vi træder ind og lader lyset fra det nyfødte barn stråle på os og oplyse vores sjæl og sind.

Glædelig jul!

Og lad os gå med stille sind,

som hyrderne til barnet ind.

Fordi julenat

JULEPRÆDIKEN
Hvor findes håbet? Det spørgsmål stiller de fleste af os nok en gang imellem. Hvor findes håbet, når børn  sulter? Hvor findes håbet, når unge mennesker skyder hinanden i byens gader? Hvor findes håbet, når ulykkelige, desperate mennesker drukner i Middelhavet på vej til Europa, en vej, de blev lokket ud på af kyniske menneskesmuglere? Hvor findes håbet når bomberne falder? Når mennesker forråes af årelange overgreb og misbrug?

Det kan være hård kost at følge med i nyhedsstrømmen, selv om der også er mange gode nyheder. På verdensplan er der færre mennesker, der sulter; der er færre væbnede konflikter, færre børn er tvunget til hårdt fysisk arbejde i stedet for skolegang. På mange områder går det virkelig fremad.

Alligevel er det som om noget skrider under os i disse år. I hvert tilfælde her i vores vestlige verden. Det nye er ikke at der foregår uretfærdigheder, at menneske bekriger hinanden og beriger sig. Det nye er følelsen af, at dem, der gør det, ikke engang gider at lade som om. At forbindelsen mellem de mennesker, der sidder inde med den økonomiske og politiske magt, og så alle os andre er kappet. Følelsen af at alt for mange mennesker med magt har opgivet ideen om, at der findes et større gode. At vi som mennesker er forpligtede over for hinanden. At sandhed findes, at løgn findes. Man taler om menneskets umistelige værdi som gammelt besværligt arvegods, som vi trænger til at frigøre os fra. Som om vi kan frigøre os fra vores historie. Som om vi kan frigøre os fra Holocaust, som var de rygende ruiner, menneskerettighederne opstod ud af. Så, igen: Hvor findes håbet?

Den gode nyhed er at det findes og at vi ikke behøver lede efter det. Fordi det finder os. Det finder os i dag, lige nu, i det barn, som kom til verden. I det budskab at Gud er kommet os nær. At han vil være hos os. Lige så nær, som fosteret i livmoderen er nær sin mor. Han kommer ikke til nogen andre, nogen bedre nogen. Han kommer til os, til alt dette her: Til al vores rod. Han kommer til skænderierne, til vasketøjet, til konflikterne – både de små og de store. Han kommer til alle egoisterne, til alle de bange, til alle de grådige, til alle dem, der blev snydt. Han kommer til denne her ulyksalige verden lige nu, selv om man godt kunne have lyst til at sige: ”Vent lidt! Vi skal lige rydde op først”.
Håbet, det er barnet. Gud træder ind i verden. Træder ind i det menneskelige, for at vi skal blive til som mennesker. Det er det forunderlige; at barnet i krybben både er sand Gud og sandt menneske. At det barn er af en anden verden, samtidig med at det er som ethvert andet spædbarn.

Joakim Skovgaard fanger det på sit billede: Ved første øjekast ligner det et traditionelt krybbeglansbillede med okse og asen, hø, glorier og det hele. Men når man ser nærmere på Maria, kan man se at hun er skildret helt igennem realistisk, helt igennem menneskeligt. Hun ligner virkelig en kvinde, der lige har født; den højre arm ligger slapt ned, maven er stadig udspilet selv om barnet er kommet ud, det himmelblå klæde, som hun sædvanligvis bærer, bruges til at støtte hovedet, som hun er for træt til at løfte. Det er Jesu fødsel. Men det er også en menneskelig fødsel med alt hvad dertil hører.

Derfor, altså. Fordi julenat. Fordi barnet i krybben. Fordi fødslen i Betlehem. Derfor er der håb. Derfor er ethvert barn, der fødes til verden, fuldt af håb. Et barn er til i verden i sin egen ret. Et barn har en magt. Fordi vi skylder dét barn at tage vare på det, at værne om dets ukrænkelighed, dets helt egne og dyrebare væsen og dets umistelige og umålelige værdi.
Og så ved jeg godt at hverdagen river os med sig og det er svært at holde fast i højderne og dybderne og alle de store ord. Men lige nu fejrer vi jul. Vi fejrer at håbet er født ind i vores verden. I netop denne verden.
For nogen tid siden faldt jeg over en lille artikel i et tilfældigt kirkeblad. Artiklen var om en gammel bekendt, som har været lidt rundt omkring i livet. I tømmerlære efter gymnasiet, men det var ikke det rigtige. Efter nogle år med andet arbejde, var han nu blevet graver i et lille jysk landsogn. Og det var i den anledning at han blev præsenteret i kirkebladet.
I det lille interview fortæller den nye graver om dengang han som barn skulle i kirke hos sin præstefar. ”Så glædede jeg mig til, gudstjenesten var slut, fordi jeg kedede mig. Men når jeg gik ud i lyset, gik jeg ud i en ny verden”. Og det er lige præcis sådan, det er.
Verden bliver ny fordi vi, som er her lige nu, får holdt håbet op for vores øjne. Vi ser et glimt af noget andet, noget større. Himlen åbner sig virkelig og englene synger virkelig for os. Nu, lige nu, mærker vi forbindelsen til alle jordens folkeslag, til alle tider og alle steder. Vi mærker at der er mere og at vi kan gribe efter dette mere. Om lidt dumper vi ud på gaden til en ny verden. Og vi holder julefest og ferie, og vi daser og spiser og går måske i biografen eller ser julefilm i fjernsynet. Men vi så at verden var blevet en anden, vi så det nu i aften. Gud er kommet til verden. Ikke som en superhelt, der rydder bulen og løser alle verdens problemer. Vi kan ikke lægge ansvaret fra os. Han kommer til os som et håb. Nu er det op til os at bære det håb ud i verden, at værne om ethvert barn, ethvert menneske. Når hele verden sukker, når det knager i fugerne, så er det, vi skal huske denne nat. At håbet findes. At himlen åbnede sig og englene sang. Fordi julenat; fordi barnet i krybben. Glædelig jul!