Grundtvigfestival 5. september 2020
”For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det” (Knausgård). Uden om hjertemusklen er tilværelsen mere gådefuld. Derfor stiller vi mennesker spørgsmål som: Hvad betyder noget – og hvorfor? Skal vi mennesker selv besvare dette spørgsmål? Eller har vi stadig brug for institutioner, der håndterer livets gådefuldhed?
Knausgård spørger interessant nok, netop ikke hvorfor hjertet slår. Hjertet er en muskel, et stykke mekanik. Hjertet slår fordi det nu engang er det, det er beregnet til. Det er en betingelse for overlevelse, at vi ikke behøver at bruge hjernekapacitet på at fortælle hjertet, at det skal slå. Spørgsmålet om ”Hvorfor”? kommer først, når bevidstheden går i gang. Når selvets spejlkabinet begynder at kaste hjertelyden tilbage til os selv. Er der nogen? Noget? Og hvorfor?
Det er noget ret nyt, det med at tænke på hjertet som en muskel. Altså hjertet som noget af det, der hører kroppen til, mens de tanker og den bevidsthed, som vi tænker på som vores personlighed, vores ”jeg” er noget, der først og fremmest sidder i hjernen. Man siger jo at tidens teknologi ofte bestemmer, hvordan vi forstår os selv. Og hvis man skal bruge den analogi, så virker det indlysende at hjertet er hardware, mens hjernen er software’en. Det er naturligvis alt sammen en form for billedsprog; kropsmetaforer, som vi bruger for at sætte ord på vores idé om, hvem vi selv er.
For Grundtvig er det omvendt. Det er hjertet, som er billedet på menneskets væsen, og på vores hele person. Hjertet synger, hjertet kan indgå en pagt med munden – for hvad hjertet er fuldt af løber munden som bekendt over med. Hjerte rimer på smerte. Troen er en hjertesag og hjertet er sjælens inderste. Tanken, hovedet, det er dér hvor de vises kunstige hjernespind sidder. Det er den døde, åndløse rationalisme og den golde fornuft. Og dette kunstige hjernespind skal som bekendt nedfejes som spindelvæv.
Gør det da nogen forskel? Om Ånden, troen og sjælen placeres i hjertet eller i hjernen? Ja det vil jeg påstå at det gør. For hjertet er noget konkret og håndgribeligt. Man kan se et hjerte. (Det er faktisk hjerteformet). Man kan mærke at det slår, man kan se blodårerne og høre blodet suse for ørene. (Blood makes noise, som Suzanne Vega sang). Tankerne kan man derimod ikke se. Man kan ikke blive klogere på hvad en tanke er eller gør ved at se på en klat hjernemasse, man kan ikke mærke tankerne uden på hovedet, eller se de elektriske impulser og signalstoffer, som sendes rundt derinde.
Hvis hjertet er metaforen for vores inderste, vores sandeste, vores sjæl, så udgør det en forbindelse mellem det synlige og det usynlige. Så hænger det konkrete og håndgribelige sammen med det inderste, det højeste og det dybeste. Hvis derimod vi er vores tanker, så er vores væsen, vores sjæl, bundet til noget utilgængeligt og usynligt.
Og denne her skilsmisse mellem hjerte og sjæl, denne her opdeling i den synlige muskel og den usynlige bevidsthed, kan måske belyse noget gådefuldt og også problematisk ved vores tid. For er det ikke som om vi pendulerer håbløst mellem en nøjeregnende detektor-tankegang, som gerne vil regne ud og føre beviser for hvad man nu måtte mene – og så en helt lukket ”jeg-skaber-min-egen virkelighed”-tankegang på den anden side?
Mellem de her yderpunkter mangler der en fælles grund. Og noget der binder individet til det fælles. Sagen er jo nemlig at begge ekstremer udfordrer samtalen. For man kan hverken argumentere med de tørre tal eller med den individualiserede sandhed. Samtalen, altså den store, samfundssamtale som er demokratiets livsnerve, er frihedens adelsmærke. Et samfund med frihed er et samfund med samtale. Og omvendt: Et ufrit samfund kendes på, at samtalen er forstummet eller måske aldrig har været der. Sådan en samtale kræver nogle fælles rum. Nogle torve og pladser, billedlig talt, som hverken tilhører den ene eller den anden.
I den forstand tror jeg institutioner kan være frihedsbevarere, hvis altså man forstår ”institution” som noget, der tilhører os alle. Jeg har engang ladet mig fortælle at de gamle middelalderkirker udgør et problem i vores moderne samfund, der er bygget op med den private ejendomsret som en af sine grundpiller, fordi man ikke ved, hvem, der ejer dem. De har ikke rigtig nogen ejere. Og det er egentlig et godt billede på det, som kirken ideelt set kunne være. Et sted for den frie samtale.
Grundtvigs store fortjeneste i den sammenhæng er måske netop blikket for at friheden kræver et sted at udfolde sig. Og at kirken kan være sådan et sted (eller: burde kunne være sådan et sted), et mellemrum, som holder sammen på den upersonlige statslig institutionskirke som det ene yderpunkt og den individualiserede og fuldstændig inderliggjorte tro som det andet yderpunkt. Kirken kan være det rum, hvor troen har noget som hverken er dit eller mit, men som ligger derude imellem os, hvor vi kan se det og nærme os det, men aldrig bemægtige os det.
Der er en virkelig virkelighed, som er synlig og håndgribelig, som vores bankende hjerter. Men vi må gribes helt ind i vores inderste for at træde i forhold til den og lade den berøre os. Det må altså være udvendigt og indvendigt på én gang. En forbindelse mellem synligt og usynligt, præcis som en gudstjeneste er det: Der ligger et hus, en tradition, en liturgi, en bog. Det er elementer som findes uden for os, i frihed. At gå til gudstjeneste er ikke at udsætte sig for en prædikants engagement eller følelsesmæssige påvirkning (eller manipulation ligefrem). At gå i kirke er frihed (eller; skulle helst være det). Frihed til at træde i forhold til noget, som vil en noget.
Opgaven for alle der deltager, uanset hvilken rolle, man måtte have, må være at være hjælpsom i at det faktisk sker. Med gudstjenestens ord, musik, bevægelse og hele udtryk. Når dét lykkes, så forenes synligt og usynligt, så bliver støvet beåndet og Ånden får skikkelse. Og så er der ikke længere nogen, der spørger om mening, ligeså lidt som vi i tankerne skal give hjertet ordre til at slå. Så er meningen lige dér, hvor vi lever og røres og er.
Tak for ordet.
