Vi mødes i porten

February 6, 2023 0 Comments read Blog

Prædiken over Mark 6, 1-6/Matt 13, 53-58/Luk 4, 16-30. “Jesus i Nazaret”

Åh Gud, tal sagte nu
til mig, og med Din stemme. Amen!

Det er et paradoks, at man kun kan bryde med en tradition man selv står i. Man kan kun forandre en tradition indefra, og måske er det endda sådan at man kun kan forny en tradition som man elsker. Det er et paradoks, fordi den selv samme tradition kan være ødelæggende. Selv Jesus, hvis livsbane ellers var så klar, lige til det sidste, selv han ser ud til at blive tynget til jorden af traditionens vægt, da han besøger synagogen i Nazaret, sin hjemby. Han forkynder det nye, evangeliet om at Guds rige er nær. Et budskab fuldt af håb og forløsning. Men folkene i Nazaret ser bare tømrerens søn, ham de allerede kender og synes de véd nok om. Måske synes de ovenikøbet at han skylder dem noget. Han rejste jo fra det hele, lod andre om ansvaret for sin mor og sine søskende.

Ole Sarvig havde ingen problemer med den kirkelige tradition, ikke i udgangspunktet. Ikke at det var noget, han have med hjemmefra, men han var et religiøst gemyt og kom som barn til at gå til FDF i Anna kirke på Nørrebro. Det var i 30’erne og tidens hang til korpsideologi og uniformer gjorde sig gældende. Der var bogstavelig talt hundredevis af børn og unge som den lille Ole, der gik til FDF i deres hvide skjorter hos ”Manden”, som de kaldte pastor Grue, kredsens leder. På ét punkt var Sarvig dog anderledes: Han elskede at gå i kirke og det påvirkede ham stærkt. Til sin konfirmation var han nær ved at besvime og den mystiske oplevelse, der ifølge hans eget udsagn prægede ham hele livet, kom til ham i forbindelse med ét af 30’ernes store kristelige ungdomsstævner. I gymnasiet var han aktiv del af den kristelige gymnasiastbevægelse, som havde forbindelse til Olfert Richard og spejderbevægelsen.

Da krigen kom, skete der noget. Sarvig så hvordan den vej, han var slået ind på, voksede sig stærkere, forvrængedes og blev dæmonisk, også i ham selv. De friske ungdomskorps med den karske livsstil og de sunde værdier – måske især syd for grænsen – del af den rendyrkede ondskab. Og han forkastede det hele. Kirken, traditionen, institutionen og dens fællesskaber. Kun ét kunne han ikke forkaste: Digterne. Kingo, Stehn, Brorson og Grundtvig. Deres ånd beholdt han hos sig, mens han i øvrigt vendte sig fra den kultur, som havde fostret holocaust, propaganda, masseødelæggelsesvåben og effektivisering af ondskab og kynisme.

Sarvig blev del af den kunstneriske avantgarde, samtidig med at han genfandt kristendommen på en ny måde. Ved at vende sig til fortællingerne fra det ny testamente finder han et vindue ind til det at være menneske i verden. I evangelierne finder han spejlinger af livserfaringer, som er umiddelbart tilgængelige for den, der træder ind i evangeliernes billeder. Helt udenom tradition, kultur og historie. Han finder Jesus, som gør op med sin tradition. Jesus, der altid er i bevægelse ude på vejene og i grænseområderne. Kun sjældent går han ind i gudshusene, templer og synagoger, og når han gør det, giver det konflikt; opbrud. Så knager de traditionelle rammer om troen i fugerne.

For Sarvig er det et spørgsmål om overlevelse. Måske ikke i fysisk forstand, men i eksistentiel forstand. Skriften, de grafiske spor på det hvide papir, er den redningskrans han klamrer sig til, for at forblive i livet. Skriften og kærligheden. Det erotiske møde med et andet menneske eller den konkrete skrift kan holde ham fast i den virkelighed, som ellers syntes ham utilgængelig. Sarvig taler om hvordan han som barn betragtede de andre børn, der – med Sarvigs ord – ”hyggede sig i tilværelsen”. Det kunne han ikke. Men han kunne finde trøst i ordene om ”I dag!”; ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse”. Troen på at noget er på vej, noget, hvis frø og kim allerede ligger på spring i jorden. Troen på at Kristus er i verden, at han blev menneske for at vi skulle blive til som mennesker. Troen på at den nød, som er i verden, ikke er det sidste, der er at sige.

Senere i livet forstod han at hans eget opgør med traditionen kun kunne ske, fordi den var ham så fortrolig. Fordi det på en vis måde var en del af ham selv, han gjorde op med. Og han forstod at menneskers tro har brug for kirken som det rum, hvor man går ind og henter fornyelse, styrke og mening. At traditionen er som en brønd, og uanset om man hører til dem, der henter vand eller ej, så har man brug for vand at drikke. Det var vigtigt for ham at kirken ikke vendte tilbage til at blive institution for institutionens skyld eller en klub for glade mennesker med deres på det tørre. At kirken i lige så høj grad skal være et sted, hvor det er tilladt at stå ude og kigge ind, som et sted hvor de indforståede står og kigger ud på ”de andre”. Selv havde han det bedst med at stå uden for og forblev til sin død udmeldt af folkekirken.

”Vi mødes i porten”, sagde han. Nogle på vej ud, nogle på vej ind og andre, forbipasserende. Der i porten, ved den åbne plads kan findes et frit fællesskab, hvor mennesker udveksler med hinanden. Derfor var han glad for at skrive klokkevers. Klokkerne ringer for alle, uden forskel. De ringer for dem, der går ind i kirken, dem, der er på vej ud og for og dem, der passerer forbi. Klokkerne ringer deres ”I dag!” ud over os alle.

Prædiken holdt ved åbningsgudstjenesten for FUVs gudstjenestekonference 30. januar 2023

På billedet: Udsigt fra Bavelse kirkegårds kapel

Liturgi, salmer og musik:

Vi mødes i porten. En gudstjeneste med tekster af Ole Sarvig

I gammelt kirkeland
kalder jeg kvinde, mand
som å til glædens flod:
Kristus opstod
(Klokkevers, Sandby kirke)

Haslev kirke, mandag den 30. januar 2023 kl. 13.45

Medvirkende: Janne Solvang, sang; Kevin Borbye Edelvang, orgel; Julie Damlund, prædikant

INDGANG: ”I stjernehimlens ranker”. Melodi og sats: Mads Damlund
O hjælp mig Gud
og tag mig ud
af disse rådne vande
da skal jeg snart
med stjernens fart
rotere om din pande.

Hvert hav, hver skov
hvert spor af plov
er dybe eftertanker
for os som går
hvor gåden står
i stjernehimlens ranker.

HILSEN
SALME: O Gud bag svarløs dag. Melodi: Jakob Lorentzen
BØN
LÆSNING, Luk 4, 16-30. TROSBEKENDELSE

SALME: Gud Menneske, Gud vandringsmand. Melodi: Fuzzy
PRÆDIKEN

MOTET: ”Vær om os med dit væsen, Gud”. Musik: Mads Damlund
Vær om os med dit væsen, Gud,
og løs os ud, ja, løs os ud,
det beder vi så såre.

Dybt i vort sind en længsel stod
og søgte dig, sin sande rod
og voksede ad åre.

Vær Du den rod, Du som er god,
og giv os mod, ja, giv os mod,
det beder vi så stille.

Lad tankens sum fordampe helt
ud i det rum, hvor alt er delt,
som Du engang det ville.

NADVER. Under uddelingen synges Som året går. Melodi: Per Nørgaard,

SALME: Utroligheds frø. Melodi: Teitur

Kollekt. Velsignelse

UDGANG: Da al angst blev til ro. Melodi: Jonas H. Petersen

Da al angst blev til ro
var du dybt i mit blod
og du kom mig så nær
som jeg aldrig forstod.

I stjernehimlens ranker findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
O Gud bag svarløs dag, nr. 881 fra ”100 salmer”, Eksistensen 2016
Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Gud menneske, Gud vandringsmand, nr. 983 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Salmer og begyndelser til 1980’erne”, Gyldendal 1981
Året, DDS 720. Teksten findes i ”Min kærlighed. Epilog til en digtkreds”, Wivels forlag 1953.
Utroligheds frø. Frostsalme, for 2 eller 3, nr. 907b fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948
Da al angst blev til ro. Du, nr. 1008 fra ”Kirkesangbogen”, Det kgl. Vajsenhus’ forlag, 2017. Teksten findes i ”Menneske”, Schultz 1948

Resonans

February 22, 2021 0 Comments read Blog

Hjemstavn

Et par gange om året tilbringer jeg nogle dage i Sønderjylland, midt i en nedlagt granplantage. Selv om der kan være nok at gøre når man er af sted med hele familien, rejser jeg altid hjem igen med fornyede kræfter. Det er der én helt bestemt grund til: Det lille sommerhus, vi låner, ligger på dén egn, hvor jeg blev født. Der er noget helt særligt over igen at være under lige præcis denne himmel, at være et sted, hvor jeg altid kan finde vej, fordi jorden og himlen og solen og månen blev fæstnet på det indre landkort dengang jeg gik ud i verden for første gang.

De fleste har nok sådan et sted, som betyder noget særligt. Fordi man blev født der eller af andre grunde. Nogle gange kender man knapt selv grunden, man mærker bare en ro, en harmoni, en dybde. Forfatteren Peter Tudvad har kaldt det resonans. Altså det, at noget klinger sammen. Jeg tror der er noget om det. Der findes steder, som man er i samklang med. Sådan at når man befinder sig dér, er der noget, der pludselig kan strømme uhindret. Det føles som om vejrtrækningen bliver lidt dybere, blikket lidt mere frit, livet lidt mere beåndet.

Tudvad skriver, at han har lånt begrebet fra den tyske sociolog Hartmut Rosa. Men længe før Rosa brugte begrebet i en sociologisk analyse, blev det brugt af digteren Rilke. I et kærlighedsdigt. Det er, som var vi to strenge på det samme instrument, skriver Rilke. Når noget rører den ene klinger den anden med, som var det én stemme. Og i digtet spørger Rilke til sidst: På hvilket instrument er vi spændt fast? Og hvem er det, der spiller?

Resonans

Resonansfølelsen kan komme i forskellige sammenhænge og af forskellige grunde. Forbindelsen til et sted eller en tid. Eller en kærlighedsforbindelse til et andet menneske.

At gå til gudstjeneste om søndagen kan også være livgivende på grund af denne resonansfølelse. Men dér er man mere udsat. Forstyrrende elementer kan stille sig i vejen. Og hvis ikke man er vokset op med kirkegang kan det tage lang tid at komme derhen, hvor krop og sjæl begynder at klinge med højmessens fremmedartede form.

Man må lade sig flyde lidt med, prøvende give slip og lade det store kirkeinstrument anslå takt og tone. Lade sig føre, som af en dygtig dansepartner. Nogle dage er man bare ikke i humør til det. Men de dage hvor sjælen er modtagelig, da bliver man som en pibe blandt orglets mange hundrede. Man klinger med de dybeste og de højeste toner, resonansen berører de inderste lag, som før var ukendte, også for en selv, og svingningen forplanter sig til himmelsk fryd, der svæver lige over issen og kribler i fingerspidserne.

Mere om digtet, for de tyskkyndige og/eller nysgerrige:

Digtet af Rainer Maria Rilke er skrevet i 1907 og har titlen “Liebeslied”

Wie soll ich meine Seele halten, daß
sie nicht an deine rührt? Wie soll ich sie
hinheben über dich zu andern Dingen?
Ach gerne möcht ich sie bei irgendwas
Verlorenem im Dunkel unterbringen
an einer fremden stillen Stelle, die
nicht weiterschwingt, wenn deine Tiefen schwingen.
Doch alles, was uns anrührt, dich und mich,
nimmt uns zusammen wie ein Bogenstrich,
der aus zwei Saiten eine Stimme zieht.
Auf welches Instrument sind wir gespannt?
Und welcher Spieler hat uns in der Hand?
O süßes Lied.

Liturgiens varsomhed – en kærlighedserklæring

January 26, 2018 0 Comments read Blog

Jakob skal konfirmeres næste år. Det giver en del at tænke over. Hvordan gør man noget helt almindeligt med vores 1-ud-af-100-barn, som aldrig gør som andre børn? Hvis det skal kunne lade sig gøre må han lære at gå til gudstjeneste. Jeg må tage fat hvor jeg slap for snart mange år siden, efter nogle forsøg, der var lige så korte og utilfredsstillende som de var stressende.

Vi begynder i det små. Bare Jakob og mig, en søndag hvor jeg ikke selv har tjeneste. Jeg har forberedt Jakob i ugens løb, og skrevet en lille historie om at gå i kirke, som han læser op for mig søndag morgen før vi skal af sted. Vi skal sørge for at være i kirken før gudstjenesten begynder, men ikke i for god tid, for ventetid er svær. Vi sætter os, med ryggen mod bagvæggen, så vi kan overskue hele rummet. Høreværnene er på plads, så lydene ikke bliver for overvældende. Succeskriteriet er at vi kan sidde sådan nogle minutter, og at vi går glade hjem igen.

Der sidder vi så. Jeg holder Jakob i hånden. Han bliver helt rolig og stille. Jeg synger med på salmerne – normalt kan Jakob ikke lide at jeg synger. Efterhånden har vi siddet sådan en hel gudstjeneste. Vi går til alters, selv om det slet ikke var planen og Jakob aldrig har prøvet det før. Rummet er trygt og rart. Og jeg bliver taknemmeligt klar over liturgiens varsomhed. I højmessen sker intet uventet. Rummet taler tydeligt, fortæller hvor vi skal se hen, hvordan vi skal bevæge os. Det er blidt, det er varsomt. Vi er sammen, men alle er stille og koncentrationen går i én retning. Ingen taler i munden på hinanden. Alle ved hvad de skal, kender forløbet fra start til slut. Tale, musik, stilhed og bevægelse afløser hinanden i et roligt flow, som et nøje koreograferet stykke nærvær hvor de enkelte dele er afstemt efter helheden.

Der er mange, der skælder ud på den gamle, velkendte højmesse. Den er kedelig, der er ikke event nok over det, der sker ikke nok.

Sidste søndag skete der noget. Vores bæger blev fyldt til overflod. Jeg er vant til at Jakobs autisme kræver af mig at jeg lever mig fuldstændig ind i hans måde at tænke på. Her kunne vi være, det meste af en formiddag, fælles om at være rettet mod noget uden for os. På bageste række, med store gule høreværn, var vi omfattede af liturgiens varsomhed. Du gamle højmesse, jeg elsker dig.