Getsemane

Første refleksion

Fortvivlelsens skikkelse

Det midterste felt i frisen på den gyldne altertavle viser Jesus i bøn, men det er ikke nogen rolig eller andægtig bøn. Den smukke og muskuløse krop er som tynget til jorden, fældet af vægten af det, han nu skal gå igennem. Kroppen er fastholdt i fortvivlelsens øjeblik hvor sorg og beslutsomhed strides i Jesus. Den knælende skikkelse udtrykker på én gang styrke og sårbarhed. Ryggen er blottet, hovedet bøjet. Den nøgne ryg, der snart skal såres af slag, bæres af stærke arme og ben, som stemmer kroppen allerede imod vægten af korsets bjælke.

De sovende

Omkring Jesus kan man skimte de sovende disciple. Andre kroppe, med et helt andet udtryk, en helt anden energi. De afslappede, dvælende skikkelser i kontrast til ryggens spændte bue. Forskellen i udtrykket virker som en afstand imellem dem, en afgrund, der i fortvivlelsens øjeblik er uoverstigelig.
Den største og mest fortvivlende ensomhed er den, man oplever i selskab med de mennesker, der står en nær. Jesus bad sine disciple om at våge med sig. Men de kunne ikke. De kunne ikke gå med Jesus, der hvor han skulle hen. Det er kun ham, der kan bære dét kors; det er kun ham, der kan give sig selv helt, kun ham, der kan følge os ind i den dybeste smerte og det sorteste mørke.

Morgen

Vi kan gå med hinanden et stykke af vejen, men vi kan ikke være der for alle og vi kan ikke være der hele vejen, vi er nødt til på et tidspunkt at sige fra for ikke selv at gå til grunde. Kristus gav sig selv helt og holdent, han gav sit legeme og sit blod, han gav sit liv. Men han gik ikke til grunde, han gik sejrrig ud af graven påskemorgen.
Altertavlens glødende guld er som denne morgenrøde. Sådan har man brugt guldet i ikoner og mosaikker fra gammel tid, som vidnesbyrd om opstandelsen. Guldet ligesom gløder med sit eget lys. Selv i Getsemane have skinner lyset fra opstandelsen, fra Paradisets have.

Hanegal

Anden refleksion

Svigt

Hanen står strunk og strittende og véd slet ikke af det svigt, den bebuder med sit ”kykeliky”. Den gør hvad den skal, ud fra sin hane-natur, og sådan gør Peter det han kan, ud fra sin menneskenatur.
At svigte, at fejle, at skyde forbi, at komme til kort, at miste modet, det er ikke som skønhedspletter, vi kan få fjernet for at nå frem til det Perfekte, eller skidt og snavs vi kan vaske af for at få øje på hvordan billedet ”rigtig” skulle se ud. At svigte er ikke noget, der sker for de feje, de uheldige eller dem, der ikke strenger sig nok an. Vi gør det alle sammen, ikke én af os, der er her til stede går ram forbi.

Forsoning

Peter véd godt at han svigter. Han véd godt at han vælger at fornægte Jesus, fordi han ellers risikerer at komme i skudlinjen, måske endda selv blive sat fast og underkastet et forhør, som det han lytter til ude fra ypperstepræstens gård. Hans svigt er forståeligt, vi ville nok alle have gjort ligesådan.
Alligevel er det til dette menneske, som svigter i kraft af sin menneskenatur, Jesus betror evangeliet. Og sådan er evangeliet givet til alle os, der fejler og forsones. Da Peter møder den opstandne Kristus spørger han: ”Peter, elsker du mig?”

3 gange fornægtede Peter Jesus
3 gange spørger Jesus ”elsker du mig?”
3 gange svarer Peter: ”Ja, Herre”

Jesu aftryk i verden

Tredje refleksion

Veronikas medfølelse

Veronikas svededug knytter sig til en af legenderne om Jesu vej til korset, Via Dolorosa, smertens vej. Det fortælles at en kvinde, Veronika, rakte et klæde frem, da Jesus bar det tunge kors mod Golgata. I medfølelse tørrede hun hans svedige ansigt og siden har Jesu billede kunnet ses på klædet.
Legende fortæller noget om, hvordan frelseren sætter sig spor i verden. For alle de kritiske historier om menneskelige svigt og decideret onde handlinger kan man nogle gange miste blikket for at kirken, Guds menighed på jorden, selv er sådan et spor. At der overhovedet findes en kirke, det er underfuldt, når man tænker på hvordan disciplene efter Jesu død gemte sig inden døre og knapt nok kunne tale med hinanden om ham, de havde fulgtes med så længe. De kritiske historier skal frem i lyset, for vi skal ikke lukke øjnene for de skader, som menneskelige synder udretter. Men det er ikke hele fortællingen.

Miraklet

Det stod klart den frygtelige aften da vi alle lamslåede betragtede billederne af en brændende Notre Dame. Uden ord forstod vi, at Notre Dame ikke bare er et bygningsværk, heller ikke bare en kirke.
Notre dame blev bygget over flere hundrede år af mennesker, der vidste at de ikke ville leve længe nok til at se kirken stå færdig. Som monument, som åndelig frembringelse, overskrider den hvad ét enkelt menneske kunne tænke eller skabe. At den står endnu, at det store orgel og de vidunderligt smukke glasrosetter overlevede branden, er svært at se som andet end et mirakel og en næsten overmenneskelig præstation af de hundredevis af brandmænd, der arbejdede i timevis på at dæmme op for flammerne og slukke ilden.

Åndepust af kærlighed

Andre aftryk i verden når ikke frem til tv- og computerskærme verden over. De er som åndepust af kærlighed. Som når håbet vinder fodfæste i en håbløs situation. Som mennesker, der samles i fællesskab, sådan som Jesus selv har sagt os det: Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, dér er jeg selv til stede.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
Nu og i al evighed. Amen

Langfredag den 19. april 2019. Se hele langfredagsliturgien her

*Refleksionerne er skrevet til de tre påskemotiver på altertavlen i Taksigelseskirken på Østerbro i København. Taksigelseskirkens gyldne altertavle er udarbejdet på baggrund af efterladte skitser af billedkunstneren Aksel Jørgensen, der har malet alterbilledet i kirken. Læs mere her