Posts tagged Fællesskab

De åbne døres bastioner

0 Comments read Blog
Grænseland

Højt oppe på Taksigelseskirkens tårn sidder en grå mindeplade, som man knapt bemærker, når man cykler forbi. Hvis man alligevel standser op og lægger nakken lidt tilbage, kan man blive klog på, hvorfor kirken på Jagtvej hedder som den gør: ”Taksigelseskirken rejstes […] i taknemmelighed over Guds beskærmelse af Danmark i verdenskrigen 1914-1918 og for Sønderjyllands genforening med kongeriget”.

Da kirken blev bygget, var det allerede nogle år siden Danmark havde fået sin nye grænse mod syd. Næste år ved denne tid kan den dansk-tyske grænse fejre sit 100 års jubilæum. Forud for grænsedragningen gik en nervepirrende afstemning. Man bad simpelthen befolkningen om at afgive deres stemme: Ville de helst være danske eller tyske? Det har ikke været et let valg for dem, der følte at de hørte hjemme i begge kulturer, men vælges skulle der. I dag tjener grænselandet som forbillede for andre nationer, ikke mindst fordi man indførte en udstrakt grad af mindretalsbeskyttelse. Altså beskyttelse af tyskere på den danske side af grænsen og danskere på den tyske side.

Fælles forargelse

Den slags nuancer kan det være svært at trænge igennem med i dag. Hvem er danske? Hvem er indenfor og hvem er udenfor? Netop det spørgsmål stod til debat i begyndelsen af året, da en avis i mangel af nyhedsstof havde gravet en gammel historie frem: En studerende havde problematiseret linjen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Hvad nu hvis man ikke er blond? Skal man så føle sig udenfor? Er man så ikke dansk (nok)? Den efterfølgende forargelse gav i hvert tilfælde fællesskabsfølelse i det virtuelle øltelt. Alle ville være med.

Selv huskede jeg godt følelsen af at synge ”Den danske sang…” og pludselig blive sig sit mørke hår bevidst. Det var ikke så multietnisk i Vestjylland i 70’erne og almindelig dansk mellemblondt hår er som bekendt helt lyst i barneårene, så vi ikke-blonde udgjorde et klart mindretal. Følelsen kom igen når vi sang om ”Pigernes latter og lyse hår” i en af mine yndlingssange, ”Danmark nu blunder”.

At høre til

Følte jeg mig så udenfor? Marginaliseret? Udansk? Selvfølgelig ikke. Sangene blev på deres egen indirekte måde en slags bekræftelse af alle familieskrønerne om kulsviere, tatere, spanske sømænd og andre eventyrlige karakterer fra familiens fortid. Det satte fantasien i sving, og jeg var nærmest lidt stolt over alt det eksotiske og særlige, der måtte ligge i det mørke hår. At det skulle være tegn på at jeg en eller anden måde ikke var dansk (nok) faldt mig – selvfølgelig – ikke ind. Og så er vi måske fremme ved pointen: Det handler om at høre til. At føle sig som en del af fællesskabet. En krænkelseskultur kan kun afmonteres hvis vi insisterer på et rummeligt fællesskab, hvor man ikke behøver at være ens.

Kuren mod krænkelserne er ikke at gøre livet til et stort forhindringsløb i forhold til hvad man må sige og mene (selv om almindelig høflighed og fingerspidsfornemmelse altid er en god ting). Det løser heller ikke noget at udskamme de krænkede. Krænkelseskulturen går hånd i hånd med udskillelseskulturen. Hvor politikere synes de har ret til at definere hvem der er ”rigtige danskere” ud fra tørklæder, håndtryk eller navne. Hvor holdninger til kød, flyrejser eller pels bliver til markeringer og grænsedragninger i stedet for noget, vi kan tale om. Det kan være fint med grænser. Alt behøver ikke flyde sammen. Men det gælder om at lade dem være åbne, så vi kan gå ind og ud. Gå på besøg i hinandens forskellighed. Beskytte mindretallene. Under mindepladen i tårnet på Jagtvej er der en dør. Den er ofte åben, og sådan ligger byens kirker som de åbne døres bastioner. Der er plads til fællesskab i forskellighed. Især hvis du også kommer forbi.

Bragt som klumme i Østerbro Avis, uge 14, 2019

Alder ingen hindring

2 Comments read Blog

Når spørgsmålet falder véd jeg, at der ikke er noget at gøre. Selv den bedste snak om litteraturkredsen, debataftenen eller koret kan ikke opveje det afsluttende spørgsmål: ”Er det så mest sådan folk på 60+, der kommer”? Som regel er svaret ja, for det er i gruppen på 60+ at flest har tid og energi til litteraturkreds, debataften og folkekor om aftenen. Det burde ikke være en hindring for alle andre aldersgrupper, men sådan opfattes det ofte. Hvorfor?

Da jeg for snart mange år siden kom hjem til Danmark efter et længere ophold i Latinamerika var det en stor lettelse at vende tilbage til de danske kønsroller. På Cuba er en kvinde uden mandlig ledsager ”selv ude om det”, og man er konstant udsat for seksuelle tilråb og det, der er værre (og mere klamt). Efterhånden kommer det helt af sig selv at man undgår at færdes alene og kun ser på og taler til andre kvinder. Man undgår simpelthen halvdelen af befolkningen. Det slipper vi for i Danmark. På en måde. For efter nogen tid i udlandet var der en anden forskel, der var slående: Nok lever vi ikke kønsopdelt, men vi lever generationsopdelt. Tanken om at holde fest fire generationer under samme tag, sådan som jeg havde oplevet det på Cuba, ligger de fleste fjernt herhjemme, hvis ikke det lige er juleaften. Tænk på vennekredsen, hvor mange årtier spænder den over, regnet i fødselsår?

Der er gode initiativer og ideer rundt omkring; Børnehaver, der besøger plejehjem, ældreboliger og ungdomsboliger i samme ejendom etc. Mange er opmærksomme på at afhjælpe ensomheden blandt vores ældste medborgere og vil gerne gøre noget. Men hvorfor ikke også få øjnene op for alt det, vi har at give hinanden på lige fod? At mødes på tværs af generationer behøver ikke være en ”en god gerning”. Andre generationer har andre erfaringer, andre perspektiver. Og når først snakken går om kunst og politik, om litteratur og film, om det vi tror på og det vi håber på, så glemmer vi alt det andet. Så er vi mennesker, med dybe menneskelige erfaringer, der brydes og spejler hinanden på tværs af køn, alder og social baggrund. Den mest håbløse ensomhed er den, man føler i selskab med andre. Måske er man den eneste barnløse i en flok af forældre. Måske er man den eneste arbejdsløse i en flok af karrieremennesker. Måske er man den eneste kronisk syge, eller den eneste i sorg. Måske er man den eneste, der elsker musicals, eller japanske film. Hvorfor går vi så meget op i alder? Et fødselsår er slet ikke nogen garanti for fællesskab eller forståelse, der er så mange andre aspekter af livet, hvis ellers man dropper fordommene og åbner øjne og ører. Jeg ville i hvert tilfælde nødig undvære alle de gode samtaler med de yngre, de ældre, de jævnaldrende og de decideret gamle. Så kom bare! Også selv om de andre ikke er fra din egen generation. Hilsen Julie, 43 år.

Klummen blev bragt i Østerbro Avis, 1. marts 2017

Billedet er fra o. 1980, på billedet ses Mads, Hanne, Flemming, farmor og oldemor

2,50 kr. pr. mad

0 Comments read Blog

Kaffeklubben i Lundehus Kirke har åben mandag – fredag fra 10-12. Kaffen er gratis, madder koster 2,50/stk (når man har 2,50).
Nu hvor jeg har været præst ved kirken i godt og vel et år kender jeg efterhånden de fleste, der kommer. Deres historier, deres vaner, det, som de hver især er optaget af. Det er sognet selv, der driver kaffeklubben. Uden ekstra midler eller en social hjælpeorganisation i ryggen. Vi er de rene amatører, og jeg tænker ind imellem at det er mere held end forstand, at det går så godt. “Reglerne” på planchen lavede dem, der kommer i klubben, selv, efter nogle uheldige episoder, der fik grunden til at føles usikker under os. For det meste går det fint. Vi drikker kaffe; snakker om løst og fast, sidder lidt i tavshed.
Det betyder noget, at det er i kirken, det foregår. I Lundehus er alt bogstavelig talt samlet under ét tag. Der er ikke langt fra kaffeklubben ind i foredragssalen eller kirkerummet, og det mærkes. Vi kender hinanden og alle, der kommer i kirken, ved, at kaffeklubben hører til her. Til gudstjeneste om søndagen sidder mennesker af alle slags. I samfundets øjne har vi intet til fælles, vi tilhører samfundsgrupper, der ifølge statistikken ikke omgås, ikke kender hinanden og ikke solidariserer sig med hinanden. Men i gudstjenesten gør vi noget sammen, vi er et fællesskab, fordi vi er til stede, sammen. Og søndag efter søndag viser det sig at fællesskabet bærer.

12. april 2016