Prædiken til fastetiden

Bibeltekster: Syndefaldet, Fristelsen i ørkenen. Læs teksterne her.

Vi lever i den faldne verden. Adam og Evas fald, som strengt taget består af flere på hinanden følgende fald, er ikke bare myte eller bibelhistorie. Dét fald spejles hver dag og time i menneskers fald. Det kan komme som en brat opvågnen eller som en langsom akkumulering af erfaringer, men før eller senere kommer erkendelsen af, at tab, smerte, ondskab, død og begrænsning hører til tilværelsens grundvilkår. Vi falder og falder, livet igennem. Og vi samles op igen, af mennesker omkring os; af håbet; af den iboende livsvilje, som ikke lader sig slå ud. Vi falder og falder, og for hvert fald træder vi i karakter, tager vores menneskelighed til os, tager vores vilkår på os.
De tre fristelser, som Djævlen stiller op for Jesus handler alle om at svigte den faldne verden. At gøre stenene til brød, at lade sig redde af englene eller underlægge sig alverden; alle tre fristelser ville være et svigt i forhold til det menneskelige grundvilkår: At vores verden er dén verden, hvor vi falder og falder, men skal rejses op igen.
I TV-serien Breaking Bad, som gik sin sejrsgang for nogle år siden, optræder der en ung mand, Jesse. En forpint sjæl, som dulmer smerten med et stofmisbrug. Seriens hovedperson er en gymnasielærer, som bliver syg af kræft. Vi befinder os i USA, hvor den slags kan ruinere en familie fuldstændig. Hovedpersonen, Walter White, er kemi-lærer, så han får den idé at han kan bruge sin viden om kemi til at fremstille crystal meth, et designer drug, som skal skaffe penge i kassen. Han har dog også brug for kontakter i miljøet, så han slår sig sammen med Jesse, sin tidligere elev, og udnytter ham groft og kynisk. I afsnit efter afsnit følger vi Walter Whites vej ind i en afstumpet forbryderverden. Han bliver mere og mere forrået, samtidig med at han bilder sig selv ind at han gør det ”for familiens skyld”. Han giver sine helt igennem onde handlinger en moralsk fernis; en stor fed livsløgn, som hjælper ham til at svømme ovenpå. Den unge mand, Jesse, går derimod til bunds, for han har en samvittighed. Han bærer på en skyld over alle de ting, som hans misbrug har forårsaget. På et tidspunkt forsøger han endnu engang at blive clean. Han er på afvænning og sidder om et bål med de andre misbrugere og deres coach. Vejlederen taler om at tilgive sig selv, men lige dér ved bålet er der noget, der brister i Jesse. Han kan ikke tilgive sig selv, det er meningsløst for ham. Han har brug for et blik udefra, som anerkender ham som det menneske han er, med den skyld han bærer på. Derfra kan tilgivelsen komme. At sige til ham at han skal tilgive sig selv er ualvorligt, det er at svigte ham, endnu engang. Fordi det er at lade ham alene med sin skyld og sin skam. Det er at trylle stenene om til brød, at lade englene flyve af sted med sig eller at underlægge sig verden uden at elske den.
–
Der er megen religionsdebat i disse år. Vores kristne arv spændes for en nationalkonservativ vogn, som vil gøre troen til en museumsgenstand. Andre tænker i rettigheder og privilegier og ser sig gale på folkekirken. Atter andre ser først og fremmest kristendommens moralske imperativ i forhold til hvordan vi behandler vores medmennesker. Når vi nu i fastetiden skræller det overflødige bort og står tilbage med faldet, fristelsen og mennesket, bliver disse ophedede debatter også underligt overfladiske. I alle tilfælde bliver kristendommen en biting, noget man kan trække ind, hvis det er opportunt. Kravet om at behandle hinanden ordentligt har vi som kristne selvfølgelig ikke patent på, og diskussioner om kristendommens status i lovgivning, national identitet og kulturkanon er i sidste ende blot magtkamp. En magtkamp, som hører til deroppe på bjergtinden med Jesus og Djævlen. Men faldet, fristelsen og mennesket bringer os ind til kernen, ind til forsoningen. Forsoningen er noget så centralt, og så livgivende, at hvis ikke den var blevet forkyndt os, måtte vi opfinde den. Forsoningen kommer udefra med lindring, som den hånd, der rækkes til os når vi falder, også når faldet er så dybt at mørket truer med at lukke sig over os. Forsoningen gør os i stand til at tage livet på os, at tage ansvar for vores liv, for vores næstes liv og for den verden, vi deler med hinanden. Fordi forsoningen kun sker dér hvor vi erkender vores fald og vores svigt, vores skyld og vores skam. Forsoningen er kun mulig dér hvor vi lader den pæne version af vores livs fortælling falde og tager det hele med, i den hudløst ærlige og ucensurerede version. I Breaking Bad går Jesse til grunde. Der er ikke nogen, som rækker ham den forsoning, han har brug for. Walter White klamrer sig til at han handler som han gør ”for familiens skyld”, alt imens afsnit efter afsnit udstiller hans løgn for os. På den måde slutter serien uden håb.
Filminstruktøren Reiner Werner Fassbinder havde en grundregel, et ideal i sine menneskeskildringer. Han ønskede at skildre alle med empati. Hans inspiration var de store gamle Hollywoodmelodramaer og han siger et sted om personerne i Douglas Sirks ”Imitation of life” (Da: Lad andre kun dømme, 1959) ”Det er frygteligt. I dét øjeblik forstår vi dem begge, de har begge ret, og der er ikke nogen, der kan hjælpe nogen af dem. Det skulle da lige være hvis vi ændrede verden. Og så græd vi alle sammen, dér i biografen, fordi det er så svært, at ændre verden”
I dén sorg er der forsoningen at vende sig til. For vi kan ikke ændre verden, vi kan lappe lidt, hist og pist, gøre vores bedste på hver vores lille sted, men grundvilkåret, at vi lever i en falden verden hvor der er tab, svigt og smerte, det kan vi ikke ændre på. Vi rejser os op, for at falde pladask omkring det næste hjørne. Med forsoningen bliver sorgen over verden til at bære. Vores skyld og vores skam bliver set, anerkendt og gjort til at leve med.
Jesus modstår fristelsen. Han vender ryggen til Djævlen, til ensomheden i ørkenen, til magten og de nemme løsninger. I stedet går han ind til livet i vores verden. Han begynder sin vandring mellem mennesker fulde af fejl, mennesker som falder og falder. Det er dér han vil være, der er dér han har sin kærlighed og sit blik. Senere skal vi høre Jesus sige ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Vejen begynder i dag, og vejen går gennem det menneskeliv, som Jesus lever. I dét forsoner Gud sig med alt menneskeligt, også den mest hæslige side af det menneskelige, som han fik at se da det blev langfredag og hans egen søn blev forrådt, fængslet, svigtet af sine nærmeste, pint og henrettet på den mest bestialske måde. Vejen går også igennem vores tid og vores liv. Vi rejses op og tages med. For således elskede Gud verden.