Mens disse ord skrives er det gråt i gråt uden for, en stille regn trommer mod ruden og de våde blade klistrer til asfalten på gaden. Heldigvis kan jeg sidde lunt og godt inden døre, i gang med at forberede gudstjenesten til alle helgens søndag. Traditionen tro bliver navnene på dem, der er blevet begravet fra kirken i årets løb, læst op. Mange familiemedlemmer og venner møder op med kærlighed og savn i hjerterne for at mindes deres kære. Det er som om efterårsvejret passer til den særlige stemning, som hører til denne gudstjeneste. Eller også er det fordi min egen far døde om efteråret. Det er en menneskealder siden efterhånden, tilbage i et andet årtusinde, i en anden verden, men vemodet er der hver gang jeg konstaterer at nu gik der endnu et år.
De savnede
Efterhånden som man bliver ældre, bærer man så mange med sig. Min ven A, som jeg ikke havde set i mange år, da han døde. Han var lidt ældre end jeg. Dengang vi sås ofte talte han altid om sig selv, som om han allerede var fortabt, som om han forudså det misbrug, der til sidst sled ham op.
Andre relationer var mere flygtige, men efterlader alligevel et savn. Mennesker, som kom i kirken og i Kaffeklubben. Stærke personligheder og skæbner, som man husker, nu hvor de ikke er her mere. M, som havde så mange drømme og en kat, som blev forkælet ud over alle grænser. Når hun havde overskud til at komme i Kaffeklubben var hun altid fuld af energi, smart i tøjet og høj musik i ørerne.
Eller S, som var fuld af røverhistorier. Vokset op i kvarteret som enebarn, uægte datter af en godsejer. Det sagde hun i hvert tilfælde og viste mig engang et billede af et eller andet gods i et blad. ”Baronessen”, som hun blev kaldt, sagde så meget. Efter hendes død viste det sig at den var god nok.
Savnet er også C, som var en flot mand med utallige smykker, kæder og tingeltangel, der ringlede når han gik, altid med en slags hat på hovedet. C havde alt med sig, sin egen kop, både til kaffe og når han var i kirke og gik til alters. Det gjorde han ofte. Han var det levende billede på det rummelige fællesskab, som måske er et ideal og en drøm, men som faktisk virkeliggøres søndag efter søndag når der er gudstjeneste. Når man mødte C fik man altid noget. Han gav altid. Et marcipanbrød, han havde i lommen for eksempel. Eller den søndag, han ikke ville komme tomhændet til alters. Så da jeg rakte brødet frem, rakte han mig en rulle chokoladekiks. Vi byttede, han fik nadverens brød og jeg stillede hans gave på alteret.
En ny himmel og en ny jord
Alle helgens søndag vil jeg tale om håb. Opstandelseshåbet, som ikke handler om at undslippe døden, eller om at få ”en tur til” her i verden. Det er meget større end det. Opstandelseshåbet handler om noget helt nyt, som vi ikke engang kan forestille os. Om den nye himmel og den nye jord, hvor vores forskellige livsvilkår ikke skiller os ad. Hvor vi ikke er bundet af sygdom eller social baggrund. Hvor livet ikke er en kamp mod sindets indre mørke, mod misbrug eller fattigdom. Der hvor vi er mennesker.