I dag, da jeg kom cyklende forbi, så jeg fem svaner lette fra Emdrup sø. Det var den voldsomme lyd af deres basken og plasken, som fik mig til at se ud over vandet. Det tog overraskende lang tid for dem at få luft under vingerne. Som om det var svært for dem at løfte de tunge kroppe fri af vandet. Da de endelig fik højde på deres flugt dannede de en smuk formation på himlen, to voksne svaner og tre unge fugle, hvis fjer endnu var grålige.
Og jeg tænkte på at det nogle gange er sådan, der er. Som om man har en tung krop. Af dagligdag, af blinde vinkler, af erfaringer som man slæber rundt på. Erindringer om alle de gange, man stødte sammen med de andre og deres tunge kroppe. Som om man basker i vandoverfladen for at få luft under vingerne. Og så ser man op og der er håb, og håbet er frihed og lethed og man slipper og svæver.
”Du bliver ung igen, som en ørn” står der i en af Bibelens salmer.
I dag har jeg tændt lys for håbet. For lethed og svæv.
Refleksion fra tirsdagens aftensang i Lundehus kirke. Næste aftensang finder sted tirsdag den 2. november kl. 16.30. November måneds digter er Tom Kristensen.
