Farvel til en Københavner

København var Kim Larsens by. For os, der sad langt ovre i det vestlige Jylland var Kim Larsens og Gasolin’s sange med til at gøre København til et mytologisk sted. Der er Narnia, Dunkelskoven, Fantásien og så videre. – Og så er der Jarmers Plads, Langebro og Østre Gasværk hvor vi har det nogenlunde. Alle karaktererne i sangene forekom eksotiske og kaldte billeder frem: Nana med den røde mund, onkel Stage på Strøget, millionærer og ministre på aftentur i byen. Sådan noget kendte vi ikke hjemmefra! Det var først som voksen jeg fandt ud af at smukke Møller ikke kom fra Bahama-øerne, men på et værtshus af samme navn.

Sylvester Larsens mindeord

Nu er Kim Larsen her ikke mere, og hvor føles det tomt.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Kim Larsen og vi føler vel alle at vi kender ham. Eller rettere, kender den offentlige side af ham. Med sin kamp for at få lov til at ryge cigaretter, sin lettere forpjuskede tøjstil og i det hele taget afsmag for alt, der lugter af det forlorne og opstyltede. Kim Larsen afviste som bekendt ridderkorset, da han blev tilbudt det, han mente faktisk hvad han sagde.

Blandt alle de mange der har skrevet mindeord og erindringsglimt er også Kim Larsens søn, Sylvester. Det han lagde vægt på var måske noget andet end det forventelige. Sylvester Larsen skriver om sin far: ”Han lærte mig noget af det vigtigste, en forælder kan lære sit barn. Nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og den herskende tidsånd”.

Åndelige sange

Sylvester Larsens ord bekræfter en fornemmelse, jeg længe har haft. For hvorfor er det, at ”Om lidt bli’r her stille” er blevet så almindelig brugt ved begravelser, selv om Kim Larsen selv slog fast at der intet religiøst er i den sang? Hvorfor er det at så mange andre af de sange, han sang, så ofte dukker op i samtaler med mennesker om livet og døden og de livtag med tilværelsen, som alle bakser med ind imellem? Jeg tror en del af svaret ligger i det, Kim Larsens søn skriver. At det er sange, der på deres egen ukomplicerede måde åbner til tilværelsens åndelige dimension. Kim Larsen kaldte sig selv for en popsanger. Alligevel turde han synge om de helt store emner, som vi ikke er så gode til at tale om. Om håb. Om drømme, der ikke bare handler om at ”blive til noget” og præstere, men drømme, der handler om at verden kunne være et større, dybere og smukkere sted, hvis vi alle turde håbe og drømme noget mere. Kim Larsen kunne synge salmer af Ingeman eller digte af Frank Jæger, så det kom fra hjertet. Så vi andre kunne tage dem til os på en ny måde, ægte og uden omsvøb.

Livet i perspektiv

De tre ting, Sylvester Larsen nævner, hænger sammen. For når tilværelsen har en åndelig dimension, så sætter det livet i perspektiv. Så kaster autoriteternes forlorne ord, der skal få os til at rette ind, pludselig lange mørke skygger. Tidsånden udstilles i sin flygtighed. Det åndelige er det, der henter sin værdi et andet sted. I det dybt menneskelige, i det som ser forbi økonomisk succes og forbigående popularitet. Det åndelige tilføjer tilværelsen noget evigt, midt i alt det, der forgår og bliver væk fra os.

Kim Larsen lever ikke mere. Men hans stemme og hans sange vil leve videre hos os.

Klummen er bragt første gang i Østerbro Avis, uge 41, 2018