I dag er det 100-årsdagen for digteren Ole Sarvigs fødsel.

Ole Sarvig står som en stor og mærkelig skikkelse i litteraturen. Han er læst af mange, men har aldrig dannet skole og var heller ikke selv del af nogen strømninger eller grupperinger. Han passer ikke rigtig ind nogen steder. Hans digte kan være både storladent patosfyldte, og nådesløst præcise. Han har skrevet blændende smuk prosa og kosmisk konkretisme. Han eksperimenterede med mange former, også i sine romaner, han oversatte engelsksproget litteratur fra Langston Hughes over Brendan Behan til Shakespeare.

Han var feteret og anerkendt, men lykkedes aldrig med det, han allerhelst ville: At skrive til scenen eller det store lærred. Hans død for egen hånd, præcis en uge efter hans 60-års fødselsdag, har kastet et tragisk skær over hans liv og hans værk. Han skrev hele livet, altid i hånden; på sedler og lapper, som han gik med i lommerne, indtil han havde så mange at han kunne begynde at sætte dem sammen. En sirlig, smukt rundet skrift, som først til sidst, da hustruen Helen var død fra ham og alkohol fyldte for meget, flød ud til uregelmæssige kradserier.

At skrive var en måde at opleve på, at komme i kontakt med den virkelighed, som syntes så svær forholde sig til. ”Virkeligheden ligger slet ikke fast for mig!”, sagde han i et interview til Poul Borum engang. Derfor måtte han skrive om sin oplevelse af verden. Om tidselflåderne på havet, om skovens blade, der stod i mærkelige vinkler mod sindet, om forladthedens strand og dét øjeblik, just ved 5-tiden, hvor vi tabte vores længe sammensparede værdighed. Om virkelighedens sporvogn, hvor sjælen skrumpler af sted på det hårde sæde og rammes af dén tanke: ”Man kan så nemt dø!”.

Sarvig voksede op i Skotterupgade, lige ved Ladegårdsåen. Hans barndoms land var alt det grønne lige bag ved byen, Fælledparken, Assistens kirkegård, åen og karreen, hvor han holdt af at ligge i vinduet på fjerde sal og se på verden. Han så på sine jævnaldrende, har han fortalt, på hvordan de gik og hyggede sig i tilværelsen, imens han selv faldt i staver og syntes at verden var et mærkværdigt sted.

Sarvig var et religiøst barn, sammen med hundredevis af drenge gik han til FDF og deltog i 30’ernes store ungdomsstævner. Måske var barndommens flokreligiøsitet og uniformerede massebevægelser medvirkende årsag til at han siden skyede alle -ismer og religiøse institutioner. ”Gruppemennesker” kaldte han foragteligt dem, der tog del i den slags. Sarvig var et religiøst menneske, et jeg, der søgte et du, som han sagde det til Iben Holk i bogen Tidstegn.

Det religiøse var en længsel efter klarhed, efter at bryde igennem til noget andet. Det var mystikerens vej, gennem sjælens mørke nat. En længsel efter det, som han fandt i glimt, intense øjeblikke af indsigt eller ekstase. Dit legems bløde pigeklo! Så bleg en blomst, der skulle gro ud af din tunge vases ro. I troens øjeblikke viser Kristus sig i verden, Kristusstenen, som binder tankens hvælving; Kristus, der går som en måne gennem kornet, eller omme bag lågerne med en mærkelig hat. Det er øjeblikke hvor al angst bli’r til ro og troen er som en blodbøg: et vidunderligt smukt træ, fuldt af sol, det grønne træ, som skifter og bliver rødt som blodbøgen, når det har stået tøvende/ i nogle dage.

Han oplevede verden i billeder, en synæstetisk sensibilitet, der får ham til at skrive om gader, så blege som en lunge i sprit, om bølgens sneglefod, og stjernerne som stimer af fisk, der står foran vinduerne om natten. Om murkantens bryn, og sindets skov hvor grene skygger, hvor der er lys, halvlys og skygge, som dagen går; og rifterne i skovens vævning har stier under sig. / Stille står jeg, bruser som en sjæl, vogter tavs på de mennesker, som går igennem mit sind.

I Sarvigs romaner er der mange spring. Springet som den suveræne gestus, der sætter en virkelighed, et før og et efter. Springet som skæbne og afgørelse. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Sarvig citerer Paulus på titelbladet til prosadigtet Legende. En af karaktererne i Stenrosen er krigstraumatiseret efter et faldskærmsudspring, der gik galt, mens Charles, hovedpersonen Jos store kærlighed i romanen Limbo, kaster sig ud fra en vippe og får knust kraniet mod bassinkanten. Romanen er Jos forsøg på at genfinde ham, som hun mistede: Det er, som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig igennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrede løv, så står du dér, inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang.

Sarvig sprang i døden den 4. december 1981, fra fjerde sal. Eller måske faldt han. Jeg har endnu ikke hørt to ens fortællinger om den aften. Der havde været fest, og vist nok et skænderi. Helt sikkert alkohol i store mængder. Sarvig var træt, drak for meget, sådan skrev vennen Torben Brostrøm efter hans død. Mange, der kendte Sarvig, fortæller om hans stemme. Hans stærke tilstedeværelse. Han skrev hele livet. Han skrev sig ind i virkeligheden og tog springet ud af den. Michael Strunge skrev dengang et digt om det. Og sprang selv nogle år efter.

Jeg lægger min sjæl
i viljebad,
i store flade skåle
med blege dages vand.

 

Og det, som skulle dræbe,
det dræber ikke,
det får kun ilden til at brænde
rødere, rødere
i de dybe nætter,
hvor kulsvierne går
og vogter deres miler.