”Pas på mig, jeg er ny i trafikken”. Det er ikke så lang tid siden, jeg ønskede mig sådan en advarselstrekant på bilen, når jeg bevægede mig ud i trafikken med mit nyerhvervede kørekort, og jeg foretrækker stadig cyklen, toget eller bussen. Men kørekort, det fik jeg.

Teoriundervisningen foregik i den nedlagte kiosk ved Gentofte Station. På det tidspunkt var jeg præst ved Gentofte kirke og kunne se hvordan konfirmanderne undrede sig over at præsten sad derinde bag glasvæggen, når de kom forbi på vej til S-toget. De andre på holdet spurgte høfligt om det var generhvervelse eller motorcykel? De kunne vist ikke forestille sig at en snart midaldrende kvinde først nu var nået frem til dette: At tage kørekort. Den endelige mængde af køretimer har jeg skyndt mig at fortrænge, men jeg havde den sødeste kørelærer som forsikrede mig om at jeg ikke skulle være ked af det. Som han sagde: ”Jo ældre, man er, og jo længere uddannelse man har bag sig des flere køretimer”.

Teorilæreren balancerede perfekt mellem skrækhistorier, der skulle give os respekt for trafikken, og solid viden, der skulle gøre os trygge i trafikken. Alt sammen ud fra en smuk grundsætning: ”I trafikken har du ingen rettigheder, kun pligter”. Forstået på den måde at det ikke nytter noget at pukke på sin ret til at køre over for grønt, hvis et barn løber over for rødt. Du har ingen rettigheder, kun pligt til at passe på dine medtrafikanter.

Livets trafik

Siden har jeg tænkt på om ikke det er sådan i flere af livets forhold. I forhold til samfundet, staten og den slags har individet selvfølgelig rettigheder. Men imellem mennesker, i kærlighed og venskab er det så ikke sådan, at man ikke har nogen rettigheder, kun pligter? Man kan gøre alt rigtigt; man kan forsøge at være den bedste version af sig selv. Men hvis den, man elsker, ikke elsker en tilbage, er der ingen klageinstans. Der er ingen steder, man kan gå hen med sin sorg og sin længsel og sige: Jeg har ret til at blive elsket!

Eller forældreskabet. Man gør sig sådan umage, udvisker næsten sig selv for at være der for sine børn. Men der er ingen garantier for at relationen bliver så harmonisk, som man kunne ønske. Alligevel gør man selvfølgelig sin pligt og passer på børnene det bedste, man har lært. Tager ansvaret på sig.

Livet i hænderne

Hvis man skal finde en positiv vinkel på coronakrisen er det måske der største og vigtigste: At vores ansvar for hinanden blev så tydeligt og at vi som samfund og fællesskab i høj grad tog det ansvar på os. Det blev med ét meget tydeligt at den enkeltes handlinger påvirker de andre. Sådan var det også før. Det er altid en forpligtelse i mødet med et andet menneske. Teologen K.E. Løgstrup sagde det meget smukt: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Hver dags gave

Jeg får ikke længere svedige håndflader når jeg kører ud på motorvejen. Det hjælper heldigvis at øve sig. Når vi slippes ud i livets trafik er der ikke nogen tålmodig kørelærer ved siden af. Man må øve sig undervejs, selv om det giver nogle ridser i lakken ind imellem. Til gengæld får man noget forærende hver dag. Hver dag rummer den store gave: At holde noget af et andet menneskes liv i sin hånd.

Bragt første gang som klumme i Østerbro Avis, uge 11 2021