Prædiken til Kristi himmelfartsdag, 10. maj 2018

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. ( Luk 24,46-53)

Herre, lad mine øjne kunne tåle det rum, der nærmer sig,
og lad Din kærlighed nå dem, jeg ser. Thi du lever! Amen
Selv om vi kalder det en glædelig dag, er der en mærkelig tomhed over Kristi himmelfartsdag. Vi kan se det på disciplene, der står tilbage på billedet fra prædikestolen i Arrild kirke. Deres ansigter viser hverken glæde eller sorg. De ser, som nogen, der ikke rigtig ved, hvad det er, de ser på. Men deres hænder er foldede i bøn. De tager imod det, som kommer. Og så er der en vidunderlig lille detalje: Fodsporene. Dér hvor Jesus har været, på den lille træstub, klippe eller hvad det nu er, ser man hans fodspor. Det er fint og konkret billede på noget vigtigt: Nok har vi ikke Jesus iblandt os, men vi har de spor, han har sat. Det viser sig, ofte på overraskende måder, at Jesus har sat spor i verden. I det lidt naive billedsprog er de ganske synlige og ligner rent faktisk to små fødder. I vores verden er de sværere at få øje på og mange ting kan sløre blikket. Som menneskebørn har vi kun vores særdeles uperfekte evner at se efter sporene med. Vores fornuft, som gerne tror om sig selv at den gennemskuer hele verden og regner den ud. Vores krop, som er så skrøbelig og forgængelig, vores sanser, som er så fintmærkende og så lette at narre, vores sind, som rummer både det højeste og det laveste, både kærlighed og had, opofrelse og egoisme, frygt og overmod, usikkerhed og overdreven tiltro til egne evner. Der er nok, der slører opmærksomheden. Derfor slutter fortællingen heller ikke her, den slutter til pinse, med Helligåndens komme.
Helligånden skal hjælpe os med at tolke verden, så vi ser de spor, Jesus har efterladt. Enhver der forsøger for sig selv eller for andre, at pege på de spor må sætte sin lid til Helligånden som oversætter og vejleder. Derfor folder disciplene deres hænder til bøn: At forkynde er at tage imod, at vidne er at åbne sig, at lære er selv at blive belært. Himmelfarten er en tankestreg før pinsens punktum (eller kolon, men det er en anden historie), et billede på den herliggørelse, som skete på korset. Det var jo sådan, Jesus hele tiden talte om sin korsfæstelse og død, som en herliggørelse. På korset viste herliggørelsen sig i sin modsætning, i fornedrelsen. Ved himmelfarten viser herliggørelsen sig, som det, den er. Kristus bliver endelig indsat ved sin fars højre hånd. Han gik ind i verden for at fylde den, opfylde den og forløse den. Nu kan vi, som blev født i denne verden, gå med ham – engang. Indtil videre er vi her, med de spor han satte i verden.
Over os troner han. I mange middelalderkirker er apsis, buen i loftet over alteret, dekoreret med Kristus som verdensherskeren, Kristus pantokrator. På gylden baggrund sidder han, med jordens kugle under sine fødder, og hånden formet i en velsignende gestus. Højt oppe, hævet over os, så det bliver klart at velsignelsen når alle verdens egne.

På billedet er der endnu en detalje: I baggrunden blomstrer en rose, en rød rose. Den rose er på en vis måde nøglen til hele billedet og til hele fortællingen om Kristi himmelfart. For rosen giver anledning til at standse op før det hele bliver for luftigt. Før Kristus bliver gjort til denne fjerne verdenshersker, til en idé eller et begreb. En køn tanke, som egentlig ikke siger meget mere end det, som man kunne komme frem til på mange andre måder: Vi skal passe på hinanden og på vores fælles jord. Rosen peger på at det nærvær, der ligger i den fraværende Jesus, er meget mere grundlæggende og livsforandrende. Det har en meget dybere og stærkere betydning end en idé eller en smuk tanke. Rosens røde farve symboliserer kærlighed og blod. Et af Marias mange navne er ”Rosen uden torne” og rosen er både et billede på Maria og hendes kærlighed til sin søn Jesus og et billede på Kristus og hans kærlighed til os, Guds børn. Som Maria og Jesus er i slægt med hinanden, – blodbeslægtede, som vi nogle gange kalder det – så er vi også i slægt med Kristus, blodsbeslægtede. Han giver os sit legeme og blod, for at vi kan få del i ham. Han er ikke kun nærværende som dunkle spor i verden. Han er i os og vi i ham. Han er blodet i vore hjerter, kærligheden i vore årer. I ham kommer vi i slægt med hinanden, ikke som et billede, en talemåde eller en høflig forhåbning. Vi er blodsbeslægtede med hinanden, vi er ét i Kristus.

Digteren Ole Sarvig taler om Kristus som hemmeligheden. I en affortryllet verden, hvor staten og de store virksomheder som Facebook, Amazon og Cambridge Analytica, véd alt om os, hvor børnene er under overvågning 24 timer i døgnet, hvor vi har accepteret at der hænger kameraer på ethvert gadehjørne, i dén verden er der ikke mange hemmeligheder tilbage. Men Kristus er hemmeligheden. Den hemmelighed, siger Sarvig, den finder vi og afdækker vi hos hinanden. Kristi himmelfart og Jesus’ spor i verden handler ikke kun om det, han har sagt. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilslutte sig en etik, nogle kristne værdier, og så sætte Kristi spor i verden ved at handle godt og gøre godt. Kristi himmelfart handler også om det, som Kristus er. Han er i verden og han er i os. Så når et menneske går ud af sig selv for at møde et andet menneske, så er Kristus skjult til stede i dét møde. Når et ”jeg” møder et ”du”, så går både ”du” og ”jeg” ind i den vidunderlige hemmelighed, at vi alle har del i Kristus. At vi har del i Ham, som sidder ved sin Fars højre hånd og troner over hele verden. Ole Sarvig skriver om Kristus: “Han er ikke i graven, ikke i katedralen, ikke i billedrammen. Han passerer måske forbi, som på vej til Emmaus, men bliver da atter usynlig, hvis vi nøder Ham til at blive: ”Når så jeg dig…?” Graven er tom, Han færdes i den nærmeste, ser måske gennem vore øjne”.
Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen

Salmer:
252 Til himmels fór den ærens drot
251 Jesus himmelfaren
28 De dybeste lag i mit hjerte
—
260 Du satte sig selv i de nederstes sted
439 O du Guds lam
N: 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte
230 v. 5-7, Bødt er brøden, død er døden