Året er 1993, stedet er AmTracks-stationen i San José i Californien. Jeg står og ser på en betonmur og tænker for første gang i mit liv, at jeg egentlig godt forstår, hvorfor man begår hærværk, hvorfor man får lyst til at “tagge” sådan en betonmur. Men beton er – beton. Indholdet i min backpack kan ikke bruges til at sætte nogen form for mærke på dén mur.
Inden jeg fortæller, hvordan jeg nåede dertil at en dåse maling var det eneste, der stod imellem mig og en kriminel handling, vil jeg minde om at i 1993, i Danmark, var det sådan, at hvis man skulle købe en billet, gik man hen på et billetkontor, hvor der sad et rigtigt levende menneske; hvis man skulle betale en regning, gik man hen på posthuset, hvor man også mødte rigtig levende mennesker, og sådan var det hele vejen igennem: Banken, “kommunen”, oplysningen. Kun Frk. Klokken kunne man ikke tale med.
Men i 1993, i San José, var den fagre nye verden ankommet. Når en 20-årig, rygsækrejsende som mig skulle orientere sig, var det i et ukendt, affolket landskab. Der var ikke noget billetkontor, ikke en kiosk, ingen bemanding i eller omkring toget. Et telefonopkald var en række af forud-indtalte spørgsmål, som var svære at forstå for en udlænding og folk på gaden talte nødig med fremmede. Og så var det at jeg stod dér og fik lyst til at sætte et mærke, bare en eller anden form for menneskeligt aftryk på verden. Et ønske om at i det mindste dén betonmur skulle bevidne at jeg var til.
I ”Min Kamp” skriver Karl Ove Knausgaard om vores tid, at det åndelige har overtaget al ting: ”Alt er blevet ånd, selv vores kroppe, de er ikke kroppe længere, men ideer om kroppe, noget, der befinder sig i himmelen af billeder og forestillinger i os og over os, hvor en stadig større del af vores liv bliver levet”.
Jeg tror godt jeg forstår, hvad han mener, selv om jeg ville bruge et andet udtryk end ånd. En stor del af vores verden er blevet immateriel, vores omverden har mistet sin tingslighed og er blevet ukonkret, uhåndgribelig i ordets egentlige betydning. Der er ikke nogen stoflighed at forholde sig til.
Som præst oplever man ind imellem at folk bliver overraskede over det simple faktum at man er der. Som et konkret menneske, som enhver uden videre kan få i tale. Der er ingen venteliste, man skal ikke visiteres til en samtale eller undersøge om forsikringen dækker. Man kan sidde på en rigtig, håndgribelig stol, så tæt at man kan lugte hinanden, hjemme eller i kirken, med en varm kop kaffe imellem hænderne. Og man kan hænde at møde andre mennesker, der også har søgt hen et sted, hvor man har adkomst til at være af den enkle grund at man er der. Et sted hvor man kan gå lige ind ad døren uden at trykke en kode, uden et eneste forudgående klik, uden at have opgivet en e-mailadresse. Et sted hvor der er mennesker, der ser og mærker at du er til stede i verden, som menneske.
Det kan være det virker lidt gammeldags. Men er der egentlig andet? Hvis vi skal ind til kernen af, hvorfor vi er her, er der så andet at sige end det: At den vigtigste opgave her i livet er, at være et menneske blandt andre mennesker?
Illustration: Maleri af Lisa Gromin: ”Never Mind” (detalje)
Bragt i Østerbro Avis, 25. marts 2015
