Aflyst advent
Få dage før første søndag i advent kom beskeden til Lundehus kirke: èn af sangerne i kirkekoret var smittet med covid-19. To dage efter var det to, tre dage efter var der 5 smittede blandt de ansatte. Et resolut menighedsråd handlede hurtigt og sendte alle medarbejdere hjem indtil alle var testet negativ i både første og anden test. Menighedsrådet ansøgte i hast om at aflyse højmessen om søndagen. Bekymringen er til at tage og føle på. Hvem har været i kirken sammen med de smittede medarbejdere? Af indlysende årsager registreres det ikke hvem, der kommer. Så mange som muligt blev kontaktet, andre hører måske noget via den gode sladder, som er helt nødvendig i en lille landsby i storbyen. Hvis ellers den er til at stole på, sladderen, blev ingen kirkegængere smittet.
Blandt dem, der fik besked om smitten, var også en kvinde på snart 90. Heldigvis havde hun det fint, ingen symptomer og ingen problemer med at overholde den nødvendige isolation i en periode indtil faren var drevet over. Søndagen efter var hun ikke i kirke. Heller ikke tredje søndag i advent. En nabo havde lagt mærke til at der ikke var lys i vinduerne som der plejede at være det. Hvad nu? Var hun alligevel blevet ramt?
Giftig populisme
Smitten er i løbet af efteråret dukket op overalt i samfundet, og en situation som beskrevet kan hurtigt opstå, også i kirken. Derved adskiller kirken sig ikke fra andre steder, hvor mennesker mødes. På Facebook føres der kampagne for at lukke kirken til jul og efterhånden er det lykkedes for en ihærdig skare at sætte så meget bevægelse i Facebooks ekkokammer at budskabet med hjælp fra Kristeligt Dagblad, kirkelivets svar på Ekstra Bladet, og det tilhørende elektroniske medie kirke.dk, er nået til de øvrige medier.
Konflikt i kirken er godt stof, og dem, der gerne vil have budskabet igennem, lader sig gerne bruge. Det er ægte facebookpopulisme af den mest giftige slags. Debattører, der under normale omstændigheder ikke interesserer sig en snus for folkekirken skriver nu om det uansvarlige i at ”stuve folk samme i timevis”, selv om virkeligheden er, at gudstjenesten juleaften er væsentlig kortere end en sædvanlig søndagshøjmesse og at man rundt om i landets kirker har brugt efteråret på at planlægge udendørs gudstjeneste, gudstjenester med billetsystemer etc. for at sikre afstand og fravær af kontaktpunkter.
Der tales om det uansvarlige i at holde gudstjenester, som om kirken dermed tvinger folk ind i sygdom, ”muligvis med døden til følge”, som der stod i en facebookkommentar, selv om virkeligheden er, at det er helt frivilligt at gå i kirke, og at man – i kirken som andre steder – betragter det høje informationsniveau og den personlige ansvarlighed som et af redskaberne mod smittespredning.
Meningsfæller forstærker hinandens synspunkter og støtter hinanden i hurtige verbale afklapsninger, hvis nogen ytrer dissens. Enhver udtalelse, der støtter ens egen holdning, deles flittigt, mens myndighedernes anbefalinger mistænkeliggøres. ”Brostrøm så ikke ud til at mene det, han sagde på pressemødet” mente én i en kommentar, som straks fik støtte af en konspirationsteoretiker in spe, der mente at Brostrøm ”nok var under pres” for at udtale sig som han gjorde.
Mediedyret
Den mediebårne konflikt er som et dyr, der næres af sin egen hale. Således nåede sagen hele vejen rundt da den, efter en tur forbi både seriøse dagblade og Deadline på DR, havnede tilbage på Facebook i form af en ”afstemning” på DR’s side. Her kunne alle, også dem som ikke selv kunne drømme om at møde op, så tilkendegive deres uforbeholdne – og efter den øvrige debat at dømme uinformerede – holdning til spørgsmålet.
På ægte populistisk vis blandes alverdens synspunkter og dagsordener. Et synspunkt – endda langt ind i præsternes rækker – er, at kirken ikke skal stilles anderledes end ”andre kulturinstitutioner”. For nogle måske et smukt udtryk for at sekulariseringen af folkekirken nu er fuldbyrdet. Men dog alligevel noget af en skævvridning al den stund folkekirken jo netop følger de samme regler og anvisninger som landets øvrige trossamfund.
Et andet synspunkt er, at det er utrygt og uansvarligt over for medarbejderne. At udsatte medarbejdere føler sig utrygge skal selvfølgelig tages alvorligt. Det ville dog være mere konstruktivt at forholde sig til problemerne lokalt frem for at forsøge at gennemtvinge en lukning, der gælder alle landets kirker.
Et tredje synspunkt handler om folkekirkens ”brand”. Hvordan vil det ikke tage sig ud, hvis folk bliver smittet i kirken?
Herberg eller stald?
Om kampagnen får held til at lukke for alle gudstjenester i hele landet juleaften vides ikke i skrivende stund. Under alle omstændigheder kan det måske kaldes en slags sejr, hvis det er lykkedes at sprede så meget skræk og rædsel at kun de færreste tør møde op. Om kirkens omdømme står styrket tilbage er straks et andet spørgsmål. Den brede folkekirkelighed har måske den pris, at kirken som det særlige sted, hvor man ikke skeler til anseelse og omdømme, må vige. Kirken som et fristed, en fortaler for de ensomme, de marginaliserede og dem, der ikke ”bare kan se gudstjenesten digitalt” har tilsyneladende trange kår i en tid hvor fokus er på branding og statistik, på at sælge billetter og tage sig ud. Sikkerhed og tryghed frem for alt. For Josef og Maria var dørene lukkede. Først da de kom til stalden fandt de ly, så Maria kunne føde sin søn. Skal kirken være herberg eller stald? Det må man besinde sig på i den kommende tid.
Og den ældre kvinde? Hun var ganske rigtigt kommet på hospitalet. Efter et fald på badeværelset.
