Som tusindvis af andre var jeg knust over at høre at Bowie var død. Han var der jo altid; han sang ”You’re not alone” da jeg var teenager med weltschmertz og ikke kendte andre jævnaldrende, der overhovedet vidste hvem Bowie var; han sang ”We could be heroes, just for one day” da jeg som ung var gået i sort og ikke kunne se længere ud i fremtiden end den ene fod sat foran den anden på hvileløse nattevandringer rundt i byen; han sang ”Blue, blue electric blue, that’s the colour of my room”, da friheden ved at rejse gik op for mig.