Refleksioner til den stille uge
Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.
Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.
(fra digtet “Regnmåleren” af Ole Sarvig, fra “Grønne digte” 1943)
Selv om det ikke er juni, men – i skrivende stund – grå marts, der regner uden for, passer ordene i Ole Sarvigs digt godt til denne ”stille uge”, den korte uge mellem palmesøndag og skærtorsdag. Haven kunne fint være Getsemane have, den have, hvor Jesus venter på sin tilfangetagelse efter måltidet skærtorsdag.
Kærlighedens haver
Den vågne have fuld af vellugt, kunne også lede tankerne mod en anden bibelsk have, nemlig haven i Højsangen. Her mødes de to elskende i en have fuld af skønhed og sanselighed. I begge tilfælde er haven kærlighedens sted, et sted fuld af venten og længsel. I Højsangen venter de elskende på hinanden og angsten for at den elskede ikke dukker op eller at kærligheden på anden måde går tabt, ligger lige under overfladen. I Getsemane have venter Jesus på det kærlighedens offer, som han snart skal bringe. Snart skal han hengive sig, ikke til elskov og nydelse, men til døden. Fordi han ved at bringe dette offer, ved at give sig selv helt og gå igennem døden, kan bryde dødsrigets porte op, så vi kan følge efter ham, igennem døden og ud til nyt liv.
Ventetid
Den stille uge er ventetid. Forberedelsestid, inden vi går ind i påskens store fortælling for at gennemleve den, røres af den og næres ved den. Som kar, der venter på at blive fyldt, venter vi på ordene, fortællingen, brødet og vinen og til sidst: Opstandelsen. Et budskab, der fik både bægre og kar til at flyde over, så det stadig strømmer imellem os og igennem os, ud i verden.
Opstandelsens have
Endnu en bibelsk have findes i Johannesevangeliets beretning om opstandelsen. Her kommer Maria Magdalena for at sørge ved Jesu grav. Da hun finder graven tom, bliver hun fortvivlet. Jesus, som hun elskede, er død og nu er hans legeme væk! En mand spørger, hvorfor hun græder? Hun forklarer, hvad der er sket, i den tro at det er havemanden dér på stedet som spørger. Måske ved han hvor den døde Jesus er lagt? Først da manden kalder hende ved navn kan hun se, at det er Jesus.
Paradisets have
I en af sine påskesalmer forbinder Grundtvig denne opstandelsens have med Paradisets have, hvor Adam gemmer sig for Gud, da han har spist af kundskabens træ og er blevet skamfuld over sin nøgenhed. Grundtvig skriver:
Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”
Adam gemte sig, da Gud kaldte ham ved navn i Edens have, Maria kaldes også ved navn og i det øjeblik, ser hun den opstandne Jesus. Syndefaldet i Edens have bliver til oprejsningen i opstandelsens have. Adam vil ikke kaldes ved navn, fordi han skammer sig og er fuld af skyld. Maria er til gengæld fuld af kærlighed, hun svarer med genkendelse, da hun bliver kaldt ved navn. De røde blomster i Fra Angelicos opstandelsesbillede er på én gang billeder på Jesu blod og på kærligheden. Der er en dyb sammenhæng imellem de to, fordi Jesus døde af kærlighed på korset.
Blomster af kærlighed
Jeg ved ikke om Grundtvig kendte Fra Angelicos billede, men man kunne næsten tro det. Grundtvigs salme handler om alt det, der spirer frem i opstandelsen. Om at vi ikke skal blive stående ved kors og død, men ”Tage det sorte kors fra graven og plante en lilje ved dets fod” salmen fortsætter: ”Ved hvert skridt i dødninghaven, blomster spire for vor fod”. Det er netop sådan en opstandelsens have, Maria befinder sig i. Fuld af frodighed og kærlighed. Grundtvig slutter verset med at opfordre til ”frydesang (i stedet) for hule sukke!”. Altså: Ikke mere sorg og klage, der skal være opstandelsesglæde!
Fra Angelicos billede viser, at de to hænger sammen. Uden langfredags sorg, ingen opstandelsesglæde. Derfor er der både det frodige, grønne og de røde bær af blod og kærlighed. Kun ved at stå ved det svære og det mørke kan vi finde den dybe glæde, der fylder hjertet med sang. Det vidste Grundtvig selvfølgelig godt. Han kendte sorgen, men valgte glæden. Eller som der står i salmen: ”og, som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”.
Illustration: Fra Angelico: Noli me tangere, detalje.
