For os, der blev studenter for 25 år siden, var EM-sejren en kulmination på et forår med eksaminer, nej til unionen og den endelige frihed efter tre arbejdstunge år i gymnasiet. Jeg ved ikke om vi var Nå, X eller Y, men i et kort øjeblik føltes det som om vores årgang måtte være udset til noget særligt, når nu alle disse begivenheder faldt sammen med vores overgang fra barn til voksen.
Vi gik i 1. g da muren faldt. Jeg pjækkede fra skole for første gang i mit liv. Jeg kendte ikke Bjarke specielt godt, men han var kærester med min veninde Linda, så da Bjarkes mor bekendtgjorde, at nu kørte hun til Berlin, fik jeg en plads i bilen. Vi nåede frem da det var ved at blive mørkt og fulgte strømmen til muren. Det var én stor fest, med høj musik og glade mennesker overalt. Folk gik frem og tilbage gennem checkpoint Charlie som børn, der leger med de automatiske glasdøre: ”Se, nu er jeg på den ene side!” og ”Se, nu er jeg gået igennem igen!” Hen over musikken hørtes den rytmiske lyd af hamren og banken. Alle ville gerne være med til at vælte dén mur. Vi havde ikke tænkt på at medbringe værktøj, så vi fik bare bakset nogle små cementstykker løs. Men det føltes alligevel som at rejse hjem med en bid af verdenshistorien i lommen. Tilbage på skolen skrev vi frejdigt i kontorets fraværsbog at vi havde været i Berlin. Skideballen på rektors kontor modtog vi med høflig ligegyldighed. Vi skammede os ikke det mindste, historien var på vores side.
Sommerferien mellem anden og tredje g blev brugt på at farve alt tøjet sort og tage på Roskilde. Vi, der havde følt os som utilpassede aliens i en pastelfarvet verden af 80’er-pop, havde fundet hinanden. Det blev tid til grunge, Iggy Pop spillede i København. Det var ok at være som os. Vi gik, mens Passenger spillede i baggrunden, så vi kunne nå nattoget hjem. Det føltes som om koncerten aldrig sluttede, den blev underlægningsmusik til resten af tiden i gymnasiet, vores tid.
Op til EU-afstemningen hed det sig at det var nu eller aldrig. Et EF i flere hastigheder var ikke en mulighed. Nej’et føltes historisk. Lille Danmark havde påvirket historiens gang, nu kunne man gå forfra, tænke igennem én gang til, hvordan man kunne sikre demokratiet og tilvejebringe den fælleseuropæiske samtale, som måtte være grundlaget for en union. Uden fælles offentlighed intet demokrati. (Den mangel ved EU-projektet er senere blevet udbedret af internettet).
Kort tid efter var der translokation mellem de ti linde i skolens gård. Og dér sidder jeg, på jorden, i bare tæer og med orange nederdel. Jeg ville bestemme selv, ikke noget med rød-hvide farver og studenterhue til mig. Mao-kasketten med den røde stjerne var ikke min idé. Jeg blev udfordret af Lars fra A-klassen og selvfølgelig tog jeg udfordringen op. Lige dér handlede det ikke om politiske holdninger. Det var frihed, fanden-i-voldskhed og ungdommeligt overmod. Men først og fremmest frihed.
Det hele kulminerede med EM, midt under Roskildefestivallen. Da det blev klart at Danmark mod alle odds skulle spille i finalen, blev så mange koncerter som muligt flyttet, så festivalgæsterne kunne se kampen. Jeg turde ikke se med, det kunne umuligt gå godt. Slutrunde efter slutrunde, det var bare et spørgsmål om tid før den ikke gik længere. Ærefuldt eller pinefuldt, som dengang Elkjær brændte mod Spanien – nederlaget kom på et tidspunkt, så meget var sikkert. Brølet over festivalpladsen fortalte at Danmark havde scoret. Og så endnu et brøl. Og så jubel fra alle kanter. Sejr. Det var magisk, det var et brud med alt det kendte, en ophævelse af alle normer og regler. Selv skuffelsen hos de slukørede tyske festivalgæster blev fejet af banen i glædesrusen.
Det var en euforisk tid. Den kolde krig var slut og på den måde føltes det også som om det først var nu 2. verdenskrig var et helt overstået kapitel. Som om vi nu trak vejret friere, lettere, befriet fra en tung byrde, vi havde båret på. Og det var nu, lige nu, at vores voksne liv skulle til at begynde.
18. maj 1993, da politiet skød med skarpt på Sankt Hans Torv, var en brat opvågnen. Vinduet var ved at lukke sig igen.
”Vi kommer til at mangle modsigelsen”. Sådan sagde en god ven mens Jeltsin var ved roret og det gamle Sovjet var under opløsning. Tiden gav ham ret. Da østblokken ikke længere sagde imod, glemte vi i vesten at det var friheden, vi kæmpede for. At det var friheden, der var vores adelsmærke og vores styrke. Demokrati gik fra at være den mindst ringe styreform til at være en ideologi, som man kunne gå i krig for. Nu oplever vi at de individuelle frihedsrettigheder begrænses i demokratiets navn, at folketingets flertal betragter internationale konventioner og retssikkerhed som ubekvemme forhindringer og ikke som privilegier.
Men tiden er stadig vores, hvis vi vil have den. Friheden er stadig værd at kæmpe for.
Essay bragt i Weekendavisen, 30. juni 2017, lettere redigeret i anledning af 30-året for murens fald.
Illustration: Aarhus Stiftstidende 28. juni 1992. Foto: Munke Atelier.
