Nordisk Dialogkonference, 26.-26. september 2024

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?« Lukas 23, 26-31

Åh Gud, min angst er såre stor

For hvad der sker på denne jord

Hvor du opsøgte os

Hvad var det mon vi ville?

Hvad er det mon du vil?

At vi skal blive til? Amen!

Krigen er flyttet ind i vores sprog. Den er der, i vores hjerter og i vores tanker. Syrien, Libanon og Jerusalem er ikke bare bibelske steder. ”…Kvirinius var statholder i Syrien” læser vi i juleevangeliet, mens billederne af sønderbombede byer viser sig for det indre blik. ”De holdt sig inden døre af frygt for jøderne” står der i påskeberetningen fra Lukasevangeliet, og ordene springer frem fra papiret; gør opmærksom på sig selv midt i fortællingen om opstandelsen; en ubehagelig og ubelejlig påmindelse om den antisemitisme, som nu igen er noget, vi er nødt til at tale alvorligt med hinanden om.

Og Jerusalem, byen der samler skønhed og gru i ét smertefuldt punkt. Det er som om kvindernes gråd fra dengang Jesus gik mod Golgata stadig kan høres, hen over århundrederne.

En blodig konflikt, der har varet i årtier, en konflikt, som nedarves fra den ene traumatiserede generation til den næste og som sender rystelser ud i hele verden. Hvad er det med den by!? Ja, hvad er det med os mennesker!

For Jerusalem er i os alle, vi er alle døtre af Jerusalem. Jerusalem er meget mere end en konkret by og et historisk sted. I Bibelen er den et billede på koncentreret magt, rigdom og alt hvad deraf følger af korruption og pragmatiske hensyn. Og den er et billede på længsler og drømme. Det himmelske Jerusalem, hvor Gud bor med sit folk, Davidsstaden med guld på gaden, stedet hvor ingen mangler noget, alt sult er stillet, al tørst vedkvæget, al tomhed er blevet til fylde og glæden er uden skår.

Jerusalem er til at græde over, for den undslipper os, hele tiden. Drømmen om den himmelske by går ikke i opfyldelse. I stedet råder volden. Kristus, det grønne træ som skulle vokse og gro ind i en bedre fremtid, bliver hugget om. En frygtelig fejl, en blodig uretfærdighed. Det er galt; det er ved siden af. Og som for at understrege den forskydning, så er det pludselig en anden, en tilfældig Simon fra Kyrene, som skal bære korset. En skandaløs situation, fordoblet af Kristus, der skal gå ved siden af sit eget kors.

I går talte Marianne Moyaerts i sit foredrag om farerne ved at tro om sig selv at man kan stå i en neutral position. Sådan en position findes ikke. Man kan tænke om sig selv at man står i midten af al ting, som den der kan dømme og vurdere de andres ståsteder, uden selv at have er særligt udgangspunkt. Men det er ikke muligt at stille sig dér.

Vi står altid – eller bør altid stille os – ved siden af Jerusalem, billedligt talt. Altså Jerusalem som altings midte. Det vi, som individer eller som kultur, lige nu kalder for ”sandt” eller ”godt” er aldrig ensbetydende med det fuldkomment sande eller det fuldkomment gode. Det, vi betragter som ”det rigtige” er ikke kun rigtigt. Det er blandet op med alt muligt andet, som vi ikke selv kan se, fordi vi skygger for os selv. Vi mennesker står selv i vejen for den fuldkomne kærlighed, den rene medfølelse. Der er et mellemrum imellem os og det, vi hævder at tale om, når vi bruger ord som kærlighed, barmhjertighed, medmenneskelighed, sandhed eller fred.

Det er det mellemrum som vi her i kirkens rum kalder for synd. Luther udpegede det som grundsynden at tro om sig selv at man ikke selv står der, ved siden af. At man kan overvinde mellemrummet af egen kraft eller på en eller anden måde ikke selv skulle være omfattet af det.

Det var der kun ét menneske, som kunne. Kristus gav sig selv helt. Han tog det kors på sig, som Simon bar. Derved gjorde han sig til midten og stillede sig der hvor kun han kunne stå. Han levede, døde og opstod som det menneske hvis kærlighed var ublandet, hvis hengivelse var fuldkommen. Han pegede ikke på sandheden, men var selv fuldkommen sand.

Det er den sandhed og kærlighed, som vi skal leve ud af. Det som vi selv bringer ud i verden, modtager vi af ham i tro. Derfor står vi altid som dem, der tager imod, uanset hvor meget, vi giver. Og vi står aldrig selv med hele sandheden, med den fuldkomne kærlighed. Den bliver vi givet. Først dér, placeret ved siden af Jerusalem, billedlig talt; først dér kan vi kæmpe, arbejde og kalde på fred. I os selv, i vores familier, i vores samfund og i den verden, som sukker og længes efter freden. Den fred, som overgår al forstand, er allerede givet os som et løfte og et håb. Hver gang vi bærer den ud i verden er vi med til at iklæde håbet virkelighed. Håbet om den dag, hvor det fuldkomne kommer og det stykkevise forgår; den dag vi ikke længere skal se i et spejl, i en gåde men ansigt til ansigt; den dag vi ikke længere erkender stykkevis, men skal kende fuldt ud ligesom vi selv er kendt fuldt ud.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

Salmer og liturgi

Præludium

Hilsen: Hilsen: Nåde være med jer og fred fra Gud var Far og Herren Jesus Kristus

Salme, DDS 769: Sig månen langsomt hæver

Kollekt:

Vor far, mørket stiger over jorden, det knager i vores gamle klode og verden sukker af længsel.

Vi takker dig fordi du elskede os først; fordi du lod din søn blive menneske for at vi kan blive til som mennesker.

Nu be’r vi dig: Vær med os nu i denne time. Gennembryd vores verden, oplys vores mørke med din nåde.

Vi beder dig for alle forfulgte og alle forfølgere; for vores venner og vores fjender.

Lær os at række din kærlighed til vor næste og selv tage imod den, indtil Kristus bliver alt i alle og vi samles hos dig, du som med Søn og Helligånd lever og råder, én sand Gud, fra evighed til evighed. Amen!

Læsninger (v. konferencedeltagere)

Herren är min herde,

ingenting skall fattas mig.

Han för mig i vall på gröna ängar,

han låter mig vila vid lugna vatten.

Han ger mig ny kraft

och leder mig på rätta vägar,

sitt namn till ära.

Inte ens i den mörkaste dal

fruktar jag något ont […] Salme 23,1b-4a

Sier Jesus: ”Fred etterlater Jeg dere, Min fred gir Jeg dere. Ikke som verden gir, gir Jeg dere. La ikke deres hjerte bli grepet av angst eller frykt!” Joh. 14,27

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

 Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Åb 21, 1-5a

På kvällen samma dag, den första i veckan, satt lärjungarna bakom reglade dörrar av rädsla för judarna. Då kom Jesus och stod mitt ibland dem och sade till dem: »Frid åt er alla.« Joh. 20,19

Det folket som vandrer i mørke, får se et stort lys. Over dem som bor i dødsskyggens land, stråler lyset fram.t av angst eller frykt! Es. 9,1

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!  Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.  Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.  Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. 2. Fil 4, 4-7

Kanon: Dona nobis pacem.

Mens der synges, tænder læserne hver et lys i lysgloben

Prædiken (Lukas 23, 26-31)

Fredshilsen

Salme: Der er håb om et lys. Tekst: Merete Bandak, melodi: Anahit Mughnetsyan (dansk-armensk komponist og organist)

Bøn – Fadervor

Velsignelse

Salme, DDS 121: Dejlig er jorden

Udgangsord: Rom. 8,37-39

Postludium