”Fordi jeg fortjener det” hed det i en gammel kosmetik-reklame. Det var fordanskningen af det engelske ”Because I’m worth it” og reklamen ramte plet. Tidligere tiders fokus på kvinders fejl og mangler blev afløst af en befriende selvsikkerhed: ”Jeg fortjener det bedste, fordi jeg er den, jeg er”, syntes reklamen at sige. Siden har vendingen gået sin sejrsgang. Om det skyldes den gamle reklame, de sociale mediers uudtalte kodeks om at dele sine sejre, og fortie sine nederlag eller noget helt tredje er ikke til at sige. Men både i cyberspace og ”In real life” bliver omtalen af en sejr, en succes eller bare en glædelig eller heldig hændelse ofte mødt med et ”du fortjener det”. Men er det egentlig sandt? En forfremmelse, en lønforhøjelse eller en god karakter er forhåbentlig noget, man har fortjent. I de tilfælde skulle der gerne være en sammenhæng mellem indsats og udkomme. Men hvad med drømmejobbet eller -boligen, de dejlige børn, den nye kæreste. Er det noget, man har fortjent?
Jeg var engang gæst til et bryllup, hvor gommen holdt den smukkeste tale til sin brud. Om hvilken lykke, det havde været at møde hende, om hvordan han blev et bedre menneske af at leve sammen hende, om hvordan verden havde åbnet sig fordi han nu mødte den med hende ved sin side. Da gommens tale var slut rejste en anden i selskabet sig for at holde sin tale. Her var pointen, at alt det, som gommen før havde udtrykt sin taknemmelighed for, det havde han fortjent. Det var selvfølgelig kærligt ment. Men alligevel var det som om den efterfølgende tale trak noget fra gommens kærlighedserklæring til sin brud. Pludselig var deres kærlighed ikke en uventet gave, der for hver dag viste sig større og rigere end forventet. Nu var det blevet til fortjeneste. Belønningen for det hårde og utrættelige arbejde med at være en fin fyr. De to talere stod der, for hver sin ende af det festlige bord, med to forskellige indstillinger til livet og kærligheden. For den ene var livet en morgengave, der nu flød over i ren lykke. For den anden kom livets tilskikkelser som fortjent.
Når vi i den kristne kirke holder fast ved at tale om verden som skabt af Gud, så har det intet som helst at gøre med bestemmelse af jordklodens alder, arternes oprindelse og udvikling eller årsagerne til dinosaurernes udryddelse. Alt det lader vi naturvidenskaben om at beskæftige sig med. I kirken taler vi om den skabte verden, fordi det siger noget om, at livet er en gave. Livet er ikke noget som tilhører os, det er noget, vi har fået betroet. Derfor skal vi passe på vores jord og på hinanden. Et menneske har ikke fortjent et let eller lykkeligt liv fuldt af kærlighed lige så lidt som det har fortjent et tungt liv ramt af sorger og ulykker. Vi skal være der for hinanden, både når det går godt og når det går skidt.
Så, næste gang nogen deler deres glædelige nyheder med dig, så overvej om det er løn som forskyldt. Eller om du ikke hellere skulle sige: ”Det under jeg dig!” eller ”Hvor det glæder mig på dine vegne!”
Klumme i Østerbro Avis, august 2015
