Danmarks Radio, 21. juli 2024 kl. 10.00

8. søndag e. trinitatis, LUNDEHUS KIRKE

”Ved spisebordet i køkkenet med sangfuglene udenfor i nærheden siger han: Tak”

Andreas Vermehren Holm, hvis digte, vi hører ved denne gudstjeneste, beskæftiger sig i sit forfatterskab med nogle af de figurer, som bliver ved med at dukke op igennem kulturhistorien. Som en slags ”sjælens arkæolog” finder han skikkelser som pilgrimmen, den vandrende. Eller arkivaren, bibliotekaren, der samler og katalogiserer. Eller Jakob, der kæmpede mod Gud selv og blev velsignet. Det er skikkelser, vi kan spejle os i. Figurer, der kan fortælle os noget om, hvad det vil sige at være menneske til alle tider. Og så er der narren. Narren vil ingen ligne, for han er til grin. En nar er en, man lægger afstand til, en der lever i udkanten af tilværelsen.

Det var narren, der takkede solsorten i det lille stykke jeg begyndte med at læse. Senere står der om ham:

”I den sene eftermiddag, hvor dagslyset giver de kraftigste farver, og blomsterne nejer i langsomme, indadvendte bevægelser, sidder han fordybet i tanker og siger slet ingenting overhovedet, men lytter til stilheden og tror, at han er ligesom den”.

Narren bidrager ikke med noget. Han er en tåbe, som ham, der byggede sit hus på sand. Et elendigt forbillede.

Den kloge derimod, med fast grund under fødderne, hans står for noget, det er værd at stræbe efter. Noget solidt. Faste meninger og faste forestillinger; en klar identitet. Eller, sådan troede vi måske at det var. Men den faste tro på menneskets evne til at regne tingene ud, har ført os ud på gyngende grund, med et klima i forandring og økosystemer, der er ved at bryde sammen.

En moralsk og ideologisk krise, kunne man måske kalde det. Vi troede vi byggede på klippen, men vores civilisations hus står på sandgrund.

Skal vi finde noget at gribe efter, kunne vi jo prøve igen at lytte til Jesu ord hos Matthæus. Jesus skelner mellem navnet på den ene side og så det at høre ordet og handle efter det på den anden side.

Han taler om, hvordan vi skal være i verden; hvad det vil sige at være et menneske i verden. I Johannesbrevet, som jeg læste fra før, hed det at vi bekender os til Jesus Kristus, kommet i kødet. Inkarnationen, det at Gud blev menneske, betyder noget for, hvordan vi bliver mennesker. Gud forbandt sig med den verden, han har skabt. Ikke bare dengang, julenat, men hver gang Kristus kommer til stede i nadverens brød og vin, legeme og blod. Og i den, vi kaldes til at være næste for.

Vi må også forbinde os med verden, for at høre ham til. At Kristus blev menneske og gav sig selv til os, lader sig ikke fastfryse i navne, begreber og ideer. At handle efter Jesu ord, lader sig ikke fastholde som et sæt leveregler, som vi med større eller mindre held kan følge.

Alt det, må vi give slip på, sammen med den overdrevne tro på alt det vi kan udrette med vores egen fornuft.

Den faste grund skal vi ikke finde i os selv, men i Ham som elskede os først, Ham som skabte os for at forløse os.

Det er ikke bare tom snak. Det er en måde at leve på.

Her er narren måske alligevel et meget godt forbillede. Tag nu Frans af Assisi, hvis ”Solsang” vi synger i dag. Han levede uden at eje noget, som en enfoldig kaldte han myren for sin bror og sommerfuglen for sin søster. Legenden fortæller at han kunne tale med fuglene. Ikke at jeg tror han talte fuglesprog. Men han var så forbundet med fuglene og deres sang at han forstod dem, som han forstod sig selv. Der var ikke nogen grænse mellem ham selv og skabningen

Luther er inde på noget lignende i forhold til medmennesket. Han bruger ofte hjertet som billede på hele mennesket og skriver om hvordan hjertet skal opvarmes, strømme og flyde over. Der er bevægelighed, en overskridelse af de faste grænser. Og når først dit eget jeg er bevægeligt og blødt, så bliver din næstes vé og vel ikke et krav udefra, men en længsel der er dig lige så betydningsfuld som dit eget selv.

At være i verden, at forbinde sig med verden, det er bevægelse. Det hviler aldrig, for livet hviler aldrig. Hver dag bliver vi til som mennesker. Den faste grund findes dér, hvor vi giver slip på alt det, vi troede at vi selv var, selv kunne og selv ville. For at tage imod livet som det kommer os i møde, livet som det er blevet givet os. I medmennesket, i broder myre og søster måne, i den mindste mus og den fattigste spurveunge.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

KIRKEBØN

Gud, du vor himmelske Far og Mor, ophav og opretholder. ”Lovet være du, med alle dine skabninger. Broder sol, som former dagen, og søster måne og stjernerne på himmelen, klare og kostelige og skønne, lovet være du, for broder vind og for luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr”

Vi be’r dig for alle vaklende og sørgende, de anfægtede, de bange og dem, der snart skal dø. Bevar os fra alt det, der skiller os fra dig.

Hold din beskærmende hånd over vort land, og alle, der bor her. Velsign og bevar din kirke og os i den.

Vær med regering og folketing, alle der har magt over andre, og lær dem kærlighed og sandhed. Og vær med vor konge, Frederik den X og hele hans hus, alle huse på land og i by. Bevar os i din kærlighed indtil vi skal se ansigt til ansigt hos dig, du livets Gud. Amen!

Salmer:

748 Nu vågne alle Guds fugle små

17, v. 1-5 Almægtige og kære Gud

336 Vor Gud han er

—

17, v. 6 -9

751 Gud ske tak og lov

Tak til Andreas Vermehren Holm. Teksterne læst ved gudstjenesten begyndelse og slutning stammer fra “Metanoia-trilogien” forlaget Tredje September, 2023